Væverpigen fra Skørpinge
------------------------

| af Kr. Pedersen

| Det var en aften sidst i juli 1847, at der var klinegilde hos den
| velhavende enke Trine Sørens i Tjæreby. Trine var endnu en kone i
| sin bedste alder, endskønt hun havde været gift i 15-16 år. Hun var
| i sin ungdom blevet gift med Søren Olsen, der var enkemand. Han var
| midt i tresserne og sad på et ca.  40-årigt fæstebrev, der, som
| loven bød, lød på mandens og hans kones levetid. For at få denne
| ret udnyttet til det yderste, var det om at gøre at få så ung en
| kone som muligt. Trine havde også været villig. Så var man da
| forsørget for hele livet; ja, og så havde man noget at regere med.
| Å hvad den gamle stodder kunne da ikke leve evigt.

| På een måde kom Søren heller ikke til at fortryde sit giftermål,
| idet der efterhånden kom velstand til huse. Trine var skrap til
| at holde sammen på værdierne, der kom inden for hendes
| rækkevidde. Der var ogå den store for del ved det gamle fæste, at
| der kun var en ringe afgift i forhold til de nyfæstede gårde.
| Børn var der ikke i ægteskabet. En datter af mandens første
| ægteskab havde Trine fået til at give arveafkald mod et ringe
| vederlag en gang for alle.

| Alligevel havde folk ondt af det for Søren, især efterhånden som
| Trine blev mere og mere myndig. Ofte måtte han høre, at han kun
| var til besvær. Efterhånden slog han sig mere og mere på flasken
| med Trines stiltiende samtykke.  Dog sørgede hun for, at han ikke
| fik mere ad gangen, end hun kunne magte ham. Tilsidst blev han et
| helt vrag med deliriums-anfald, men da var han også mere end de
| 80 år, og snart var han død.

| Endnu mens manden levede, havde Trine fået gården bygget om med
| undtagelse af den ene længe, den de var i færd med nu, og som gav
| anledning til klinegildet.

| Når huggeren havde rejst huset, og det var tækket, skulle
| ydermurene og skillerummene bygges op. Først blev der sat
| vægstejg, det vil sige stokke eller stave stillet lodret op og
| ned i halvvæggene med 8-10 tommers afstand.  Vandret på disse
| blev flettet halmbånd eller hasselkæppe. I forvejen var der
| gravet ler op, som blev æltet i reglen med heste, der blev redet
| rundt i det. Når leret havde fået den passende konsistens, kunne
| kliningen begynde.

| I forvejen var nabolagets karle og piger indbudt til at udføre
| arbejdet - i et så stort antal, at man kunne blive færdig den
| samme dag. Karlene fik så hver et trug eller en dør eller
| lignende til at have leret på. Husmanden trillede leret fra
| trossen til karlene. Karlen tog derpå så stor en klump af leret,
| som var passende, og pressede den ind imellem ribberne i
| halvvæggen.  Til hver karl hørte en tilsvarende pige, som stod
| indvendig med et bræt til at holde imod med og derved få væggen
| formet. Det var en stor fornøjelse for ungdommen, når en sådan
| klinedag indtraf. Der var god forplejning, ikke mindst med hensyn
| til snapsene, og megen skæmt og morskab; samtidig en ægget
| kappelyst om at udføre det hurtigste og bedste arbejde.

| Der var altså nu klinegilde hos Trine Sørens.

| Arbejdet var udført til Trines tilfredshed i det store og hele.
| Hun havde selv gået det meste af dagen for at passe på. Sagen var
| nemlig den, at den nye herremand på Basnæs, hofjægermester J.B.
| Scavenius, ja, han havde da været der en 7-8 år, men man kaldte
| ham stadig den nye, han stillede krav til sine bønder om at kalke
| deres vægge, i stedet for - som man tidligere gjorde - beklæde
| dem med halm. Ja, ydermere, han gav dem kalk til dette brug.
| Dette bevirkede, at vægene skulle formes pænt, da alle
| uregelmæssig heder blev synlige i modsætning til før, da
| halmbeklædningen skjulte syndernes mangfoldighed. Trine var glad
| for den nye længe, og hun ventede sig megen ros, når godsejeren
| kom for at syne den. Alt i alt, Trine var i strålende humør, og
| nu skulle man have en rigtig glad aften sammen.

| Der var et andet kvindemenneske på gården, hvis sind ikke var i
| tilsvarende ligevægt. Det var "storpigen" på gården. Karen hed
| hun. Hun var datter af indsidderfolk. Hendes moder var død. Denne
| havde været en flink og stræbsom kone, der var vellidt, hvor hun
| kom på arbejde. Faderen, Søren Jørgensen eller Tolle Søren -
| øgenavnet var arvegods og oprindelsen ukendt, som så mange af den
| slags navne var, idet de kunne følge en slægt i generationer -
| var som ungt menneske straffet for tyveri. Selv sagde han:
| uskyldigt straffet, og det var vist rigigt.

| Tyveri har altid blandt bønder været en af de værste
| forbrydelser, nogen kunne mistænkes for; vel at mærke, det kom an
| på, hvem tyveriet var begået imod. Det var en hård skæbne, som
| derved ramte ham.  Han kunne ikke få tjenester i hvert fald ikke
| gode tjenester, mere og mere tvær og sur blev han. Sålænge konen
| levede, gik det nogenlunde, men efter hendes død, blev det en
| forkvaklet tilværelse, han førte. Af børn havde han kun Karen, og
| hun var allerede i tjeneste hos Trine. At støtte sin fader, så
| det betød noget, magtede Karen ikke, barn som hun var, og det gik
| derfor mere og mere tilbage for ham til stor sorg for pigebarnet.
| Især led hun under, at han blev betragtet som et mindreværdigt
| menneske, kort sagt som et skumpelskud. Da han så blev syg, måtte
| sogneforstanderskabet tage sig af ham, og da han blev bedre,
| måtte han friste livet som omgang-almisselem. Et sådant menneske
| skulle gå fra gård til gård og have kosten een dag på denne gård
| og den næste dag på en anden. Den slags omgangslemmer var der
| adskillige af, og det siger sig selv, at de aldrig var velkomne
| og blev behandlet derefter. Når han efter tur kom hos Trine, var
| det de værste dage for Karen.  Der lød nemlig mange knubsende ord
| til ham for dovenskab og alle mulige andre dårligheder. På ham
| gjorde de ikke indtryk, men Karen gik de til hjertet.  Hun græd i
| smug, og hun græd åbenlyst, når hun ikke kunne holde sig længere.

| Nu ville skæbnen, at just som gildet var begyndt hos Trine, kom
| Tolle Søren og en anden omgangsmand ved navn Hans Piil, dér til
| gården på deres omgangstur. -  Den stakkels Karens første tanke
| var: Bare jeg dog kunne skjule mig. Dog efter nøjere overvejelse
| kom hun til det resultat, at i aften ville hun være stærk og
| glad, for i dag havde hun en oplevelse som aldrig før. En
| oplevelse, der fyldte hende med glæde og det lyseste håb.

| Karen havde altid, så langt tilbage hun kunne huske, lidt under
| faderens dårlige omdømme blandt folk. Voksne mennesker passede
| dog i reglen på ikke at sige for meget i hendes påhør, endskønt
| hun godt forstod meningen. En anden sag var det med børn. De kan
| tit være tankeløst ondskabsfulde. Især var der nogle store piger,
| der var slemme. Til syvende og sidst stammede det nok fra, at hun
| var dem overlegen på flere måder og derfor skulle kun nøfles. Det
| skar hende dybt i hjertet, når de råbte tolletøs efter hende. De
| havde oven i købet sat drilleriet på vers:

| Tolletøs - nu går det løs fortæl os lidt lyv - din fa'r er en tyv|

| Når hun om vinteraftnerne gerne ville løbe på is sammen med de andre
| børn, kom hun tit grædende hjem, fordi disse morede sig med at gøre
| hende ked af det. Hun havde dog èn ven, en noget større dreng, der
| hed Hans.  Når han var på isen eller legepladsen, var der ingen,
| der fornærmede hende. Hans blev derfor hendes helt, og i sine drømme
| udstyrede hun ham med alle de dyder, hun kendte. De blev konfirmerede
| sammen, skønt han var et par år ældre. Han var nemlig uheldig og
| måtte gå om to gange. Dette uheld indtraf ofte den gang for småfolks
| børn. Præsten begrundede det med den dårlige skoleundervisning,
| disse børn havde nydt på grund af, at de selv måtte tjene deres
| brød om sommeren og delvis om vinteren med. Sognets folk fandt
| begrundelsen i, at forældrene ikke magtede at ofre tilstrækkeligt
| til præst og degn.  Karen var heldigere og slap igennem første gang
| på grund af sit gode nemme.

| Efter deres konfirmation skiltes deres veje. Karen var da
| allerede i tjeneste hos Trine, og Hans kom længere bort, så der
| gik årevis, hvor de ikke så hinanden.

| Nu var Hans imidlertid kommet tilbage til Tjæreby, og efter
| særlig indbydelse fra Trine deltager i klinearbejdet. Hvor Karen
| blev glad da hun erfarede, at han skulle være med, og hendes
| glæde var helt ovenud, da han netop kårede hende til sin
| partnerske. Der var mange ting, de to havde at drøfte sammen.  De
| var dog generet en del af Trine, som også gerne ville underholde
| sig med Hans; Karen syntes på en unaturlig sledsk måde, men det
| kom måske af det oprømte humør, Trine var i i dag. Karen var også
| generet af sit værktøj. Der kunne nemlig ikke findes en
| bræddestump til hende at holde imod med; hun måtte bruge en stump
| af en stolpe, der var meget uhåndterlig, og derfor kneb det for
| hende at få væggen så glat som ønskelig. Da Trine siden kom
| indvendig i huset, vankede der en stærk reprimande til Karen, og
| den var ikke i samme toneart, som når hun var udvendig. Hans tog
| Karen stærkt i forsvar og forklarede Trine, at når de andre piger
| havde brædder, der kunne nå fra stolpe til stolpe, havde de
| lettere ved at få en glat væg end Karen, der kun havde en tung
| klods.

| Det var med glæde, at Karen konstaterede for sig selv, at Hans
| fremdeles havde sit ridderlige sindelag i behold. Når Trine tog
| det hensyn til tonen, hvori hun talte til Karen, var det vel nok,
| fordi hun kun så et barn i Karen, "Tolletøsen", som man ikke
| skyldte hensyntagen. - Trine forsvandt igen, og den lille
| disharmoni var snart glemt. De to unge var i høj grad forbavset
| over den udvikling, som de gensiig fandt hos hinanden. De var og
| så gensidig forbavset over den samstemmighed, hvormed de så
| på de forskel lige spørgsmål, der i dagens løb blev berørt.

| Det var henimod aften. Vore to unge var ved slutningen af den
| sidste overhalvvæg. Karen var tilfældig kommet til at lægge sin
| hånd på kanten af væggen, da der kom en hånd udvendig fra, der
| lagde sig oven på hendes og gav den et dvælende tryk. Karen
| følte, at hun blev blodrød i hovedet. Hun prøvede atter, og det
| samme gentog sig. Jo, her kunne ingen fejltagelse være - dette
| var en tilkendegivelse af noget, men af hvad? Af en samhørighed,
| som de, der arbejdede ved siden af, ikke anede noget om. Da
| hånden udefra atter kom med mere ler, vovede hun at give den et
| tryk, og til sin store glæde hørte hun, at Hans begyndte at synge
| en lystig vise. Jo, det var tydeligt nok. Vi to hører sammen|
| jublede det i Karen. Der kommer nok en nærmere forklaring i
| aften. Hvor var det morsomt|

| Efter endt arbejde var deltagerne hjemme for at klæde om og kom
| nu tilbage for at deltage i gildet. Karen havde selvfølgelig
| meget at udrette, men det gik som en leg for hende.

| Da man omsider var samlet, kom man til bords og spiste risengrød
| med smørhul, kanel samt rosiner i og siden klipfisk (rigtig
| bergfisk) med sennepssovs.

| Jo, Trine vidste nok, hvad der skulle til. Det var på denne tid,
| at de to almisselemmer kom til. Trine ville dog ikke være bekendt
| at gøre undtagelser, men lod dem spise med. Det eneste, de måtte
| høre, var en bemærkning om, at der var folk til, som altid var
| heldige. Bemærkningen var tilstræbt at være spøgende, men man
| ligesom anede bitterhed på bunden.

| Efter måltidet begyndte dansen i øverstestuen, som hurtigt var
| blevet ryddet for bohave. Hver karl skulle danse jomfrudansen med
| sin pige. Hans opsøgte Karen ude i køkkenet, men traf Trine, som
| sagde, at Karen skulle vaske op før hun kunne komme, "men kan du
| ikke tage til takke med mig", og hældede så sødt indtagende med
| hovedet. "Du skal nok få, hvad du kan tilkomme, men denne dans
| skal Karen have," sagde Hans. "Kom Karen, så kan du vaske op
| bagefter."

| Karen kastede sig i Hans' arme, og aldrig havde hun danset som i
| aften. Hun havde en følelse af, at hun svævede over det ujævne
| lergulv. Da han førte hende tilbage, hvor han havde taget hende,
| følte hun atter et hemmeligt håndtryk, som hun gengældte, og
| samtidig vekslede de et blik, som ikke var til at tage fejl af.

| Under gildets videre forløb havde Karen stadig huslige pligter at
| udføre, og det var kun få øjeblikke, hun kunne afse til dansen.
| Trine derimod var der hele tiden, og hun foretrak at have Hans
| til kavaler, og det i den grad, at hun ikke veg fra ham. Ud på
| aftenen foreslog hun ham at gå med hende lidt hen i marken, hun
| var bange for, at drengen havde glemt at flytte fårene til nat i
| al den hurlumhej. Hans gik med hende, det var så dejligt køligt
| at komme ud i den friske luft.

| Hans var godt på det rene med, at her stak der noget under, men
| hvad? Trine gik imidlertid lige til sagen. Hun havde besluttet at
| vilde have en bestyrer, om han ikke ville have pladsen; hun
| føjede indsmigrende til: "Jeg tror, at vi to kunne komme godt ud
| af det med hinanden."

| Hans svarede, at dette kom så overraskende, så han måtte have
| betænkings tid, og for resten var han også fæstet til maj næste
| år i sin nuværende plads. Trine snakkede videre. Ja, hun kunne
| sagtens få en bestyrer, hun kunne vel næsten få, hvem hun
| ville pege på, men når hun foretrak Hans, så var det fordi, han
| var den kønneste karl, hun kendte. Hans begyndte at forstå
| situationen. Det var et frieri, han var genstand for, men
| ligefrem at spørge, om det var meningen, kunne han dog ikke få
| sig til.

| Dette kom Trine ham også i forkøbet med, idet hun sagde: "Det er
| alligevel skidt, når der ikke er en mand på sådan en gård, og jeg
| er da også i den alder, at jeg kan længes efter lidt forandring,"
| føjede hun smiskende til.  "Men hvad med indfæstning," spurgte
| Hans, "jeg har ikke noget, der forslår der." "Ja, men det er da
| min mening, at det skulle blive ved at gå som det går så længe
| det kan, og det kan måske gå så længe vi lever. Vi stiller bare
| en seng op i mellemstuen, som skal kaldes din seng, så kommer det
| jo ingen véd, hvordan vi ellers indretter os," svarede Trine,
| samtidig med, at hun gav hans arm, som hun havde taget, et
| kraftigt tryk.

| Hans var efterhånden kommet i en underlig stemning. Sommernattens
| koglende trylleri indvirkede stærkt på ham. Han kunne ikke nægte,
| at tilbuddet fristede ham, men der var dog betænkeligheder at
| overvinde. Der var nu først og fremmest Karen, men egentlig havde
| han jo aldrig lovet hende noget. Så var der også den ting, at selv
| om han i virkeligheden blev gårdmand, så var han det alligevel ikke,
| men derimod tjenestekarl hele sit liv. Ganske vist kendte han
| tilsvarende forhold inden for sin bekendtskabskreds, og disse
| mennesker led intet skår i folks omdømme, men alligevel synes han
| at føle væmmelse ved at tænke på det.

| De havde for længe siden passeret de sovende får uden at skænke
| dem en tanke. De var nået udkanten af marken, hvor en grøftevold
| dannede grænsen til naboens mark. Trine indbød til at tage plads
| på volden, mens hun stadig snakkede løs for at overtale ham. Hans
| hørte kun det halve og svarede åndsfraværende. Trine spurgte, om
| han var søvnig. "Jeg kommer vist til at vågne dig." Under latter
| killede hun ham i ansigtet med et dugget græsstrå. Han greb hende
| om håndleddet, men med den anden hånd rev hun en tot græs af og
| gned ham i ansigtet med. Hans følte med sig selv, at han nu stod
| overfor et enten-eller. Enten den gode gård med hvad der ellers
| fulgte med, eller Karen - og ingen ting.

| Det var om at gøre at vinde tid. Han sagde derfor. "Det er dog en
| voldsom dug, vi bliver så våde her, skal vi ikke hellere gå
| hjem."

| Da de kom i nærheden af gården sagde Trine: "Skal vi ikke gå op
| for at se den nye længe. Jeg er så glad og stolt af den. Det er
| også den kønneste længe her i byen, synes du ikke?" De måtte om i
| hæshaven for at se den rigtig. "Lidt på afstand, henne fra
| halmstakken, tager den sig allerbedst ud," foreslog Trine. Under
| samtalen stod han med ryggen mod stakken, hun stod foran ham og
| legee med hans hæn der i sine. Hun strakte begge hans arme ud til
| siden. "Jeg kan spænde ligeså vidt som du," sagde hun. Under
| bestræbelserne klemte hun ham ind imod stakken. Da hun nu slap
| hans hænder, havde han ingen andre steder at gøre af dem end på
| Trines ryg og skulder. "Å, hvor vi to skal more os i aften, ikke
| sandt, Hans," sagde hun kælent.

| Hans havde hidtil hverken sagt ja eller nej, men nu var der ikke
| andet at gøre end sige ja.  Men ligesom han skulle åbne munden til
| det, faldt hans øjne på den halvvæg, hvor Karens og hans hænder
| havde mødtes. Uden at forbinde nogen tanke med det blev hans svar
| et dybt, smertefuldt suk: - Ak ja|

| "Hvad er det, er du syg, dine knæ ryster jo?" spurgte Trine.
| "Ja, jeg er syg, meget syg. Jeg kommer til at skynde mig hjem i
| seng," svarede Hans, og han fortsatte: "det andet kan vi tale om
| siden." "Vent lidt, jeg skal hente dig en kamfersnaps, det skal
| nok hjælpe."

| Hans løb - "God nat|"

| Det var med et ansigt præget af skuffelse, at Trine atter betrådte
| gildehuset. Igennem øverstestuen kom hun ind i dagligstuen, hvor
| Hans Piil samlede hele opmærksomheden med at fortælle historier om
| egne oplevelser. Om han troede på disse historier selv, vidste man
| ikke; men der var i hvert fald ingen andre, der gjorde det. Ikke
| desmindre blev han stadig opfordret til at fortælle mere, da han
| fortalte godt, og det var morsomt at høre, hvad han kunne hitte på.

| Trines humør sank atter et par grader, da hun hørte og så
| almisselemmerne, men hun holdt sig dog i skindet, til hun kom ud i
| køkkenet, hvor Karen gik og lavede kaffe. Her fik Trine luft for
| sin galde ved at skælde ud over, at man skal have sådanne dovendidrikker
| at fylde brændevin og kaffe, - ja, også mad i. De var ikke bedre
| værd, end at de skulle jages ud med en kæp og hverken have vådt
| eller tørt. Og sådan skulle alt det andet almisserak, som man har
| at føde, også have. Det ender snart med, at de æder alt det op, en
| anden en kan slæbe sammen.

| Karen var ikke langt fra gråden, men ved at tænke på Hans fik hun
| herredømme over sine følelser.

| Nu var kaffen færdig; den blev serveret i spølkopper.  Dem havde
| man dog ikke nok af, så det måtte foregå i holdvis. Mandfolkene fik
| en snaps brændevin i, kvindfolkene et stykke kandissukker til.
| Almisselemmerne fik også deres part som de andre; Trine turde dog
| ikke udsætte sig for folkesnak. Hans Piils gode talegaver blev
| forbedret betydeligt, og han underholdt selskabet med at fortælle
| om sine legemige svagheder, der bevirkede, at han ikke kun ne
| arbejde, og om det bryderi, han havde med "gestriktlægen" for at
| få ham til at erklære sig arbejdsudygtig.  Nu var der én, der
| spurgte: "Hvordan var det Hans, jeg har hørt noget om, at du måtte
| ind til kongen for at klage over "gestrikten".  "Ja, det er rigtigt,"
| svarede Hans Piil, "men så hjalp det også."

| Hans Piil fandt sig smigret af den megen opmærksomhed og begyndte
| tøvende, siden hurtigere, at fortælle: "Jo se, jeg kom jo ind i
| konensstese (køkken), og dér gik kongen og røg tobak. Jeg var
| jo da ikke mere kvaj-agtig, end at jeg vidste, at når man skal
| snakke med sådan store folk, så skal man meldes først - ligesom
| hos præsten og herremanden.  Nå, men kongen gik selv ude i
| steset, og jeg udrettede så mit ærinde. Jeg sagde, at jeg var en
| fattig mand, som ikke kunne udholde at arbejde mere, men gistiktslægen
| ville ikke skrive sådan en seddel, om at jeg skulle have hjælp. Da
| jeg nu havde forklaret ham det, så siger kongen: "Med forlov, hvor
| er ellers den mand fra?". Jeg sagde så, at jeg var fra Vedskølle
| a. Så sagde kongen til sin kvinde: "Tag og giv den mand et stykke
| mad, det kan han nok trænge til, når han har gået helt fra Vedskølle
| a." Jeg fik så en rundeom sådan af et rigtig stort, hjemmebagt brød
| med gåsefedt og lammesul på. I kan ellers tro, at det var noget,
| der smagte. Kongen skænkede mig også et par snapse, ja, han tog da
| for resten også et par selv, og det var rigtige halvpægleglas. Så
| kom snakketøjet rigtig i gang, og han spurgte om, hvordan sæden
| stod i Vedskølle i år, og tilsidst sagde han, at jeg kunne hilse
| gestrikten fra ham a og sige, at i hans land var der ingen, der
| skulle sulte, fordi de ikke kunde arbejde mere. Og ligeså snart
| gestrikten fik den besked, var der ikke en smule mere i vejen."

| Et latterkor hilste denne historie, blandet med næsvise spørgsmål
| om flere enkeltheder. Hans Piil tog et dybt drag af ølkanden - i
| dagens anledning af godtøl - og svarede, at hvis de troede, det
| var løgn, så ville han ikke fortælle mere.

| Samtalen kom nu ind på andre felter, om alt det usandsynlige, der
| findes netop i denne tid. Der var én, der havde hørt om en
| maskine til at tærske sæd med. Vedkommende kunne dog ikke
| forklare enkelthederne, men vidste, at nogle heste skulle gå
| rundt ligesom matroserne i et gangspil på et skib. Ved hjælp af
| remme og tandhjul skulle maskinen så kunne tærske. Trods ihærdigt
| hovedbrud lykkedes det ikke at finde ud af, hvordan maskinen
| kunne svinge plejlstøjet eller plejlstøjerne, for der måtte vel
| være flere samtidig, når den skulle udrette så meget som snakken
| gik, men det hele kunne da også være løgn og forbandet digt
| altsammen. "ja, men man skal nu ikke forsværge noget i vor tid,
| hvor der bliver opfundet så meget. Se bare nu har de begyndt at
| køre mellem København og Roskilde med jernhest eller damphest,
| ja, der var nu også et andet udenlandsk navn, han ikke kunne
| huske." Det skulle være så helt utroligt, hvad den kunne rende og
| trække.  "Men for resten den må du jo have set Hans Piil, da du
| var inde hos kongen. Fortæl os noget om den."

| Hans P. fandt sig atter smigret og begyndte: "Ja, vel har jeg set
| den, jeg har også kørt med den." "Hvor fik du penge til det. Efter
| hvad jeg har hørt, skal det koste 3 mark at køre en tur med dem,"
| "Det skal jeg sige jer; da jeg snakkede med kongen, så spurgte han
| mig, om jeg havde prøvet den nye damphest, men så sagde jeg, som
| sandt var, at det havde jeg ikke råd til," men så sagde han: "Du
| kan bare gå hen til kusken og hilse ham fra mig, at du skal køre
| med til Roskilde. Det gjorde jeg så, men så sagde kusken, at det
| kunne de jo sige allesammen, men du ser så skikkelig ud, så dig
| tror jeg på, men det bliver på den betingelse, at du skal sidde på
| bukken hos mig, for jeg skal sige dig - men det bliver mellem os
| to, - at jeg vil helst have en solid mand ved min side, for man véd
| aldrig, hvad der kan ske. Den rallike er så stivmundet som bare
| fanden. Nå, vi fik spændt for og kom til kørendes, men hellig den
| dundrende syge, hvor det gik. Kusken holdt af alle livsens
| kræfter, men det kunne ingen ting forslå.  Til sidst sagde han
| til mig, "nu kommer du til at løse af, jeg kan ikke mere." Så fik
| jeg fat, og jeg tror nok, at jeg kunne holde den, men jeg tænkte,
| nu skal du have lov til at rende din rad, og lad og se, om du
| ikke bliver ked af det.  Se omme bag i vognen var der helt fuldt
| af fine og fornemme folk, og fruentimmerne begyndte at skrige op,
| at dette går da galt, men kusken vendte sig om og sagde, at de
| skulle bare forholde sig rolig, for det var Hans Piil fra
| Vedskølle, der havde fat i linerne, så de kunne være ganske
| rolige. Vi kom da også godt til Roskilde, og så takkede de mig
| allesammen."

| Der blev en farlig grinen og snakken ovenpå den historie. Hans P.
| fik en ekstra snaps, men han kunne ikke overkomme at svare på
| alle de spørgsmål, han fik.

| Karen havde savnet Hans længe, men ligefrem at gå og spørge efter
| ham, synes hun ikke at kunne være bekendt. Omsider var der også
| andre, der savnede ham, og Trine fortalte nu, at han var blevet
| pludselig syg. Hun havde nok syntes, at han var blevet så
| underlig og var gået ud. Hun var så gået ud for at se efter ham,
| men så stod han og var lige så hvid i sit ansigt som en kalket
| væg. Hvis hun ikke havde holdt på ham, var han faldet omkuld, og
| så rystede han, så han ikke kunne holde et lem stille, og han
| klagede sig også så skrækkeligt. "Hvorfor hun ikke havde snakket
| om det."  "Fordi han havde bedt om ikke at omtale det, da han
| ikke ville forvolde misstemning."

| På Karen virkede denne efterretning meget nedslående og
| angstfyldt. Hvad om han nu lå hjælpeløs derude i sit kammer,
| eller hvor han nu lå; kanske han slet ikke var nået hjem, men lå
| og pintes et eller andet sted. Så snart hun kunne undværes, ville
| hun løbe ud til den udflyttergård, hvor han tjente, for at se,
| hvordan han havde det. Heldigvis var det på slutningen med
| gildet, og straks efter var Karen på vej. Da hun nærmede sig
| gården, begyndte hun at blive betænkelig. Hvor var karlekammeret?
| Var han alene der? Hun vidste ingen af delene, men nu hun var så
| langt, ville hun da komme så nær som muligt, måske klagede han
| sig så højlydt, at det kunne vejlede hende. Da hun kom til
| porten, tog en arrig hund på vej indenfor; den vej kunne hun ikke
| komme, men måske vendte vinduet ud efter, hun ville prøve ved de
| andre sider. Nej, alt var stille. Nu slog det pludselig ned i
| hende: Hvad om der nu var nogen, der så hende her. Ved at dreje
| uden om en halmstak, stod hun ansigt til ansigt med et par unge
| mennesker. Pigen på gården og hendes kavaler, der havde fulgt
| hende hjem fra gildet.  Karen fik stammet noget om, at Hans var
| syg. "Nå, så du er ude for at kurere ham?" sagde du unge
| drillende. "Er det lidt bedre med ham". Karen skyndte sig hjem.
| Hvad ville folk dog sige, og hvad ville han sige. Dette var ligefrem
| frygtelig, nu var hele hendes liv ødelagt. Hun var det ulykkeligste
| menneske på jorden. Bare hun var død.

| De følgende dage havde Hans det heller ikke for godt. Legemlig
| var der ikke noget i vejen, men hans sind var oprevet. Han kunne
| ikke komme til noget resultat med, hvem af de to kvinder han
| skulle foretrække. På den ene side at få sådan en god gård at
| regere over og den kunne blive meget bedre, når der kom en mand,
| der ville tage de nye opfindelser i brug. Der var nu det hvide
| ler, den gamle præst i Egeslevmagle kaldte det jordmarv, men det
| rigtige navn var mergel. Det var så forbavsende resultater, det
| kunne give, og så det at lægge brændte lerrør ned i vandgrøfterne
| og fylde disse, gav også store udslag. Det ville blive
| forfærdelig morsomt at kunne høste dobbelt så meget som de andre
| gårde, og det skulle være en smal sag for ham. Der var også meget
| andet arbejde, der tiltrængtes, der var stenbroen i gården, der
| skulle lægges om, og møddingsstedet skulle laves om; ja, der var
| nok at tage fat i. Det var bare det, at hun virkede så
| frastødende på ham i så mange retninger, men mon man ikke nok
| kunne vænne sig til det efterhånden.

| På den anden side var der Karen med al sin ynde, men det var også
| alt, hvad hun havde at byde, jo, hun havde også sit trofaste
| ærlige hjerte, og sin store trang til at hjælpe og mildne sorg og
| savn for andre, det huskede han så mange eksempler på fra deres
| barndom. Han kunne stadig ikke blive klog på sig selv, snart
| syntes han at hælde til een side snart til en anden. Især efter
| at han hørte om, at Karen havde været ude ved gården den nat
| efter gildet; når alt kom til alt var hun vist lige så
| påtrængende som den anden.  Jo, dette skulle have en ende; i
| morgen ville han gå til enken og sige ja tak til hendes tilbud.
| Lad så ske, hvad der vil. Det måtte være til at vænne sig til
| hendes væsen. Hun måtte også kunne indse det og hvis hun ikke
| ville, så var han da også i stand til at sætte hende på plads.
| Ja, men det var jo det kedelige, at hun var den stærkeste, hun
| kunne sparke ham ud af reden, hvis han ikke ville makke ret. Der
| var også det kedelige, at han risikerede at møde Karen i gården,
| og da følte han, at det måske ville glippe for ham.  Selvfølgelig
| skulle hun ud af gården, før han drog ind, men halvvæggen ville
| altid minde ham om hende. Nej, hvordan han vendte og drejede det,
| var han lige vidt. Dette var til at blive tosset af.

| Hans ene træsko var gået i stykker. Han kom til at gå til Per
| Træskomand for at bestille sig et par nye. Per hørte ellers til
| de hellige, og der blev undertiden holdt helligforsamling i hans
| hus. Der havde i de sidste år rejst sig en lægmandsbevægelse der
| på egnen. Denne bevægelse blev støttet af nogle præster der
| omkring, dog ikke af pastor Bergmann i Tjæreby. Han bekæmpede
| nemlig denne bevægelse efter evne, dog uden at gøre brug af alle
| midler, som en præst den gang havde i form af bøder og arrest.
| Hans havde aldrig været til sådanne forsamlinger, ikke fordi han
| havde noget mod de hellige i og for sig. Kun havde han den
| almindelige opfattelse, at når disse mennesker skilte sig ud fra
| andre, var det fordi de betragtede sig som bedre end andre. At
| det var for at få en indre trang tilfredsstillet, forstod man
| ikke.

| Hans havde ikke det mindste mod Per, han fandt endog, at han var
| en meget fornuftig mand, som ellers i alt andet havde en god og
| sund dømmekraft. Og så var der det ved Per, at han aldrig plagede
| andre med helligsnak, som der var nogle af de hellige, der
| gjorde, og dette fandt Hans var et klogt træk af ham.

| Hans gik så til træskomanden og udrettede sit ærinde, og gav sig
| tid til en passiar. Man kom til at tale om præster, blandt andet
| præsten i Skørpinge, Bojsen, hed han. Hans havde aldrig hørt ham,
| men hørt så meget om ham og havde god lyst til at høre denne
| mærkelige mand en gang. Men han veg tilbage for det. Han ville
| nemlig ikke regnes for hellig, og det var de eneste, der drog den
| lange vej til kirke. Under samtalen kom han til at ytre sin lyst
| til at høre denne præst.

| "Ja, men det er da morsomt, for vi har også tænkt på at gå derop
| på søndag, så kan vi følges ad."

| De aftalte nu om turen, de skulle havde ca. 3 timer til at gå
| vejen, så de skulle gå hjemmefra ved 7-tiden om morgenen. Det vil
| sige, Hans havde ærinde undervejs, så han ville gå lidt før og
| støde til selskaet i Høve. Per smilede ganske svagt, men sagde
| ingen ting.

| Søndagen oprandt med fint vejr;  og alt gik efter programmet
| foreløbigt. Dog var der et punkt, hvor det svigtede. I Høve traf
| de en karl hjemmehørende i Tjæreby, men tjenende i Høve, som var
| på vej hjem til sin moder med vasketøj. "Så for pokker da, så var
| den opdaget." Hans tænkte i øjeblikket på at forlade selskabet
| for at gå en anden vej hjem. Dog nej, sådan en vante ville han
| dog ikke være. Han havde da lov at gå, hvor han ville.

| I krattet ved Halkevad bro holdt de et lille hvil og spiste deres
| mellemmad, men der var dog ikke tid til et langt ophold, da folk
| ilede mod Skørpinge.

| Vort selskab var heldigt og fik siddeplads. Hans undrede sig over
| så mange mennesker i en kirke en almindelig søndag. Han undrede
| sig også over den kraftige salmesang. Præsten talte over ordet
| "Gud er kærlighed, hvem som bliver i kærlighed, bliver i Gud og
| Gud i ham".

| Han sagde herom bl.a.: "Det, som vi mennesker kalder kærlighed,
| er i de fleste tilfælde egenkærlighed - måske maskeret
| egenkærlighed". - Han førte en del eksempler herpå, hentet ud af
| dagliglivet og fortåelige for alle. Vide re omtalte han, at alle
| mennesker var gennemsyret af egenkærlighed, men der kunne være
| forskel på styrkegraden. Der er mennesker til, som er sjældent
| gudbenådede, som det er en stor berigelse at møde, fordi
| kærligheden ligesom ståler ud fra dem. Den slags mennesker er det
| en stor velsignelse at komme i samfund med. De virker langt ud
| over den plads, de indtager i samfundet, ved det eksempel, de
| giver.

| Hans slugte hvert ord, ja, han havde en følelse af, at præsten
| talte til ham personligt, og blev bestyrket i denne tro, fordi
| præstens og hans øjne mødtes gang efter gang. Nu var det store
| spørgsmål først; ja, han kunne ikke forstå at han nogensinde
| havde kunnet sammenlignet de to kvinder med hinan den. Nu gjaldt
| det om at komme hjem og se om der kunne bødes på den skade, der
| allerede var sket. At han havde kunnet tænke på Trine, var ham nu
| helt uforståeligt.

| Da salmesangen atter lød, blandede han sin røst af al magt i det
| store kor, og følte sig som sluppet en tung byrde.

| Karen var ikke så tilfreds, hverken med livet i almindelighed
| eller sig selv. Siden hin gildesaften var det blevet helt galt
| for hende. Trine havde nu opdaget, at hun havde en rivalinde i
| sin tjenestepige; dog kunne det ikke siget at være nogen farlig
| medbejlerske; for hvad havde denne at stille op imod hende selv.
| Når Hans først fik sig rigtig betænkt, skulle han nok komme igen,
| for mage til tilbud, som hun havde givet ham, kunne ingen
| tjenestepige, ja, ingen kvinde i Tjæreby sogn give ham, lad hende
| så være så ung og køn, som hun være ville. Men noget havde der
| nok været imellem dem, siden han ikke kom igen. Han skulle
| sagtens se at blive af med hende på en ordentlig måde.

| Men over næsen skulle den taske have, og det så hun kunne mærke
| det. At sådan en tøs skulle røgle sig op mod sin madmoder, der
| aldrig havde gjort hen de andet end godt, viste, at hun havde en
| dårlig karakter. Men Trine skulle nok være mand for at få den
| karakter rettet, det var ligefrem en pligt, hun havde. Lad så
| bare tøsen tude, det var det, der skulle hjælpe.

| Nu var det søndag. Karen var ene om arbejdet, for den anden pige
| havde fri, men gudskelov for arbejdet, det dulmede da lidt på
| sorgen.

| Allerede dagen efter gildet var det ude over hele sognet, at hun
| havde været ude hos Hans, som det blev sagt. De unge drillede
| hende og Trine skammede hende ud og kaldte hende en tøjte, der om
| natten rendte rundt til karlene på deres kamre. Karen prøvede
| først på at forsvare sig, men det blev Trine bare værre af. Der
| var nok ikke andet for end finde sig i sin skæbne, hvor tung den
| så var. Med hensyn til det daglige arbejde var det også galt.
| Karen kunne hverken gå eller stå Trine tilpas. Selv de mindste
| fejltagelser, hun gjorde sig skyldig i, blev pustet op til hele
| forseelser, hvorfor der vankede skænd og det altid i andres
| påhør. Det, der pinte Karen mest, var, at Hans skulle høre alt
| dette, og tro, at det var sandt. Ja, dette med Hans var da en
| gruelig stor fejltagelse.  Hvad mon han havde lagt i disse
| håndtryk og blikke? I hvert fald ikke det samme som hun selv, for
| så var han kommet igen, men hun kunne ikke nægte for sig selv, at
| hun havde skyld selv, stor skyld for sin store ubetænksomhed. Han
| var nok blevet vred på hende, og hun kunne ikke indse, hvorledes
| hun skulle få retfærdiggjort sig, når hun ingen lejlighed havde
| til at komme ham nær.

| Karen havde malket til middag og udført alle de løbende
| forretninger, der påhviler en pige på en gård. Nu havde hun
| endelig et par timer hen mod aften til at sy på sit eget tøj. Det
| gik ikke godt, for hun kunne ikke se for alt det vand, der kom i
| hendes øjne, men det gjorde ikke så meget, for nu var hun
| ligeglad, hvordan hun så ud.

| På dette tidspunkt kom en sladderkælling fra byen ind til Trine:
| Om Trine havde hørt det sidste nye: "Hans, du véd nok, er blevet
| hellig".  "Hvor véd du det fra?"  "Jo, Ole Pæsens Christen, du
| véd nok ham med det dårlige ben, havde mødt ham i morges, sammen
| med de andre hellige på vej til Skørpinge kirke.

| Trine blev forskrækket ved den melding: så var hun ikke så sikker
| på at vinde spillet. De hellige havde jo nemlig deres mening om
| mange ting, tit tværtimod al fornuft. Nå, men kunne hun ikke selv
| få ham, så skulle den anden derude heller ikke få ham. Hun sagde
| derfor til konen: "Lad os gå ud i pigekammeret og fortælle Karen
| denne nyhed."

| Karen fik knap tid til at tørre øjnene, da de to koner trådte
| ind. "Véd du, Karen, hvad Sidse her kommer og fortæller: Hans er
| blevet hellig, så forskrækkelig hellig. Det må rigtignok blive
| morsomt for dig, når du skal ud hos ham igen. Det må rigtignok
| blive dejlig at få hans velsignelse." Det var i en sledsk-venlig
| tone, at Trine fremføre dette, men det var i en helt an den tone,
| da hun, for at overdøve Karens protest, sagde, henvendt til
| Sidse: "Her kan du se en pæn pige, der aldrig er i sin egen seng
| om natten, og se en gang på syningen, hun stiller op. Kalder du
| ikke det rimperi, så véd jeg ikke, hvad det skal kaldes."
| Efterhånden hidsede hun sig selv op til raseri.

| Karen svarede slet ikke, men gik ud og tog dragt og malkespande
| og gik i marken, det var alligevel malketid. Trine fulgte med et
| stykke, men blev dog stående på havediget og blev ved med sine
| beskyldninger, så længe Karen kunne høre hende. Karen græd ikke
| mere, hun kunne ikke; hun var nærmest sløv.

| Nu havde Sidse fået alt dette at rende med, det var over hele
| byen inden i aften, og Hans ville også få det at høre. Hun
| prøvede at tænke på Hans' håndtryk, men nu pludselig så hun dem i
| en anden belysning. Hans havde bare ment at give hende en
| stiltiende trøst, fordi Trine havde skændt på hende, og det havde
| hun i sin tossegodtroenhed opfattet som en slags
| kærlighedserklæring, og nu, da han var blevet hellig, kunne det
| umulig tænkes, at han kunne lide hende med alle de dårligheder,
| som hun besad.

| Men nu vidste hun, hvad hun ville. Når hun nu var færdig med
| malkningen, skulle hun i tørvemosen med mælk til de to kalve
| derude så ville hun lade sig glide i tørvegraven. Derude var der
| ingen, der kunne se hende for alt det pilekrat. Dette var den
| eneste løsning, men den var også god.

| Hans var kommet hjem fra kirkefærden midt på eftermiddagen. Det
| havde været så morsomt på hjemturen. Der var en, der ikke kendte
| de to salmer, der var sunget. Så sang man dem, til han kunne dem.
| Der var en anden, som ikke rigtig havde fået fat i et bestemt
| punkt i prædiken. Dette kunne Hans hjælpe ham med, og det viste
| sig, at han kunne gengive prædiken i hele sit omfang.

| De andre roste ham og sagde, at det var ligesom de fik meget mere
| ud af gudstjenesten, nu da de havde ham med. Hans havde ingen
| svinkeærinder på hjemvejen. Men ville nok være selskabet bekendt,
| ja, var egentlig helt stolt af det.

| Det var Hans' agt, så snart han havde spist sin mad, da at gå til
| Karen, og gøre hende delagtig i sin store oplevelse i dag, men
| hvad ville hun sige til det, var det ikke rimeligt, at hun ville
| svare noget om, at når du er kommet så dybt i det med Trine - for
| Karen skulle have det at vide altsammen - så siger jeg nej tak,
| eller sådan noget lignende. Tilfældigt traf han Trines
| tjenestedreng på gaden, og af ham fik han at vide, at Karen
| skulle malke alene i aften og siden give kalvene mælk og flytte
| dem. Dette var ellers drengens arbejde, men Karen havde lovet at
| gøre det for ham. Hans forandrede nu sin plan derhen, at han
| ville gå ud i mosen til den tid. Dels ønskede han ikke at vise
| sig i Trines gård, dels var deres møde ude i mosen mere ugenert.
| Som tænkt så gjort. Da tiden nærmede sig, gik han af en omvej
| derud. På afstand så han, at Karen havde begyndt malkningen. Da
| han kom til mosen lagde han sig i græsset og lod sine oplevelser
| den dag passere revu for sig, også prædikenen fra i formiddags,
| og da navnlig det afsnit, om de få gudbenådede mennesker, der i
| bare uegennyttighed spredte solskin og glæde om sig. "Sådan et
| menneske kunne være som en ædelsten af stor værdi, men det var
| ikke altid, den faldt så meget i øjnene som en tarvelig
| efterligning af glas." Ja, det var sande ord, og en sådan
| ædelsten havde han holdt i sin hånd, men kastet den væk for et
| kønt glasskår. Nu var det spørgsmålet, om han kunne finde sin
| skat igen, men desværre var der ikke nogen sandsynlighed for det,
| og han havde da heller ikke fortjent det.  Det var vel egentlig
| unyttigt af ham at tænke på det. Han følte modet svigte sig til
| at stå ansigt til ansigt med hende, nu da øjeblikket nærmede sig.
| Tilbagetog var der ikke tale om, så ville han møde hende eller i
| hvert fald blive set. Nu havde han det: Han ville gå ind i
| pilekratet. Derfra kunne han ubemærket se hen de, og af udtrykket
| i hendes ansigt læse sig til, hvad han videre skulle gø re. På
| kalvene kunne han høre, at disse kunne se hende, og på alle fire
| forsvandt han ind imellem gråpilene. Han kunne ikke rigtig se
| hendes ansigt, mens hun arbejdede med kalvene, men nu hun kom
| lige imod ham, så han det.

| Der var et udtryk i det, som han huskede fra deres barndom, når
| børnene havde været meget ondskabsfulde til at drille hende, men
| der var også noget an det; hun lignede en søvngængerske både i
| udtryk og gang. Hun stirrede stift lige ud for sig og lagde ikke
| mærke til huller eller tuer. Som et lyn fo'r det gennem Hans'
| hoved: Dette er altså din skyld, men hvad var meningen. Hun
| styrede lige mod tørvegraven, nu var hun kun 3 alen fra den
| og....  "Karen dog, hvad gør du?" Det gav et sæt i hende, men
| standsede dog. Hans sprang til og greb hende om livet. "Kære,
| lille Karen, det er min skyld altsammen, kan du tilgive mig."
| "Tilgive dig, Hans, for hvad?" Hun så uforstående på ham.

| "Fordi jeg lod mig lokke fra dig af den anden." "Hvad for en
| anden? Jeg forstår ikke" "Jo, Trine, din madmoder, hun bejlede
| ligefrem til mig den aften til klinegildet, og hun lokkede med
| sin gård og sin velstand, så jeg lige på et hængende hår var gået
| i hendes garn." "Ja, men," sagde Karen, "det var da mig, der var
| skyld i al den ulykke, ved at jeg ville ud at hjælpe, da jeg fik
| at vide, at du var syg, og så blev du vred, fordi jeg sådan
| bragte dig i folkesnak." "Jeg har aldrig været vred på dig, men
| vil du have mig nu, som du har hørt jeg er." "Hans| Hans| dog,
| vil du virkelig have mig, som jeg er." Der blev grædt meget den
| aften i Trines tørvemose, men det var glædestårer.

| Karen skulle hjem for at ordne resten af sin aftensyssel, men
| forinen af talte de atter at mødes ude i mosen om en time.

| Det var en helt anden pige, der gik hjem fra mosen, end der var
| gået derud.  Alt det, hun havde oplevet i den sidste tid, var som
| en fjern og ond drøm; selv hvad der var sket for to timer siden,
| forekom hende som værende årevis gammelt. Fuglene sang,
| blomsterne duftede, solen sank i vest. Alt åndede fred, glæde og
| lykke.

| Trine blev i høj grad overrasket ved at se Karen igen så glad, at
| det måtte give sig udslag i spøg og latter. At tænke på det, der
| var sket før malkningen, nej, det kunne aldrig betale sig, noget
| så gammelt, og hvad folkesnakken angik, så blæse med den. Nu
| vidste Hans besked med det hele, og så var resten så komplet
| ligegyldigt. Trine havde god lyst til at rive Karen ned af den
| høje hest, hun var kommet op på, men hun manglede tilskuere. Uden
| disse var der ingen rigtig fornøjelse ved forestillingen.

| Da Karen var færdig med sit arbejde, klæde hun sig om, tog sin
| bindhose, og gik en tur ud ad markvejen, som for at nyde
| sommeraftenen. "Hvad i alverden betyder dette", spurgte Trine sig
| selv, "man må jo næsten tænke sig, at tøsen er blevet tosset."
| Trine fulgte hende med øjnene fra havegærdet; hun syntes, at
| Karen gik ualmindelig hurtigt; da hun var forsvundet bag bakken,
| truede enken efter hende med den knyttede hånd og sagde: " Du kan
| bare vente, din forbandede mær, jeg skal nok få hævn over dig."

| Den følgende dag spurgte Karen, om hun måtte rejse til november.
| Hun var nemlig fæstet til maj næste år. Dette var efter aftale
| med Hans, da de fandt det naturligt fra begge sider, men her
| havde de gjort regning uden Trine, hun ville ikke høre tale om
| afbrydelse af fæstemålet, da hun så måske gik glip af den hævn,
| hun pønsede på, men endnu ikke vidste hvordan. Men kommer tid,
| kommer der vel også råd. Ganske vist var pigen begyndt at optræde
| på en måde overfor sin madmoder, så bestemt og selvsikker og
| skænd bed ikke på hende mere, hun smilede bare, men Trine var
| sikker på at få det pillet af hende igen.

| Høsten var inde, og efteråret kom og gik, uden at der skete andet
| af betydning end, at madmoderen og pigen førte krig indbyrdes.
| Det var ikke gået så let med at knække Karens selvsikkerhed. En
| af grundene hertil var, at når ingen andre våben var ved hånden
| brugte Trine hentydninger til umoralitet.  Dette var uklogt af
| hende, da hendes egen vandel ikke var uangribelig. I et hus, der
| hørte til gården, boede en husmand eller indsidder med sin
| familie; han arbejde fast hos enken. Han var i sig selv en
| usympatisk person. Sød og sledsk opefter, men tyrannisk nedefter.

| Efter hvad han en gang i fuldskab havde pralet af, var hans
| forhold til madmoderen af en sådan art, at der ikke kan tales
| højt om det. Nå, en fuld mands vrøvl kan der jo ikke fæstes for
| megen lid til - men alligevel... Når Karen lagde dette rygte
| sammen med, hvad hun vidste om Trine, så havde hun også et våben,
| som brugt med forstand var af værdi for Karen. Det virkede også
| efter hensigen, for som Trine sag de til sig selv: "Man kan jo
| aldrig vide, hvad sådan en snottet tøs kan have hørt eller set."

| Forøvrigt var forholdet det, at de unge mennesker var enige om,
| at der ikke var nogen, der skulle have skam af dem.

| Så tit, som det kunne lade sig gøre, var Karen med Hans og de
| andre hellige i Skørpinge kirke. Det var dog ikke tit, for når
| enken opdagede, hvad det gjaldt, skulle hun, selvom det var
| pigens fridag, få sinket denne med et eller andet arbejde, så det
| blev for sent. Derimod til forsamlingerne, der med mellemrum blev
| holdt i hjemmene, var hun helt afskåret fra, da en tjenestepiges
| arbejdsdag den gang var fra hun stod op til hun gik i seng,
| heller ikke måtte hun forlade gården uden tilladelse.

| Det var derfor ikke ofte at vore to unge havde lejlighed til at
| mødes. Desto større var lykken, når det skete. Det var i reglen
| kun hver anden søndag og undertiden da først om aftenen. Disse
| aftener tilbragte de da hos træskomandsfolkene. Der udviklede sig
| efterhånden et varmt venskabsforhold mellem disse og de unge.

| Da det led hen på vinteren, kom spekulationerne om fremtiden
| nærmere ind på livet. De ville helst giftes til majdag, men der
| var stor mangel på lejligheder, og næsten umuligt at opdrive en
| sådan. De havde begge sagt deres pladser op til maj, og nu var
| det spørgsmålet, om de kunne få noget at bo i; ellers måtte de
| tage plads igen. Det var kedeligt, hvis dette skulle blive
| resultatet, da de bedste pladser da var besat. De unge gik derfor
| i spænding i denne tid, dertil kom også, at man begyndte at tale
| om en mulig krig med den tysksindede befolkning i hertugdømmerne.

| Midt i marts måned fik Hans opspurgt en ledig lejlighed. Den var
| alt andet end god. Huset var nok nybygget, men af gamle
| materialer. Huset var kun 5 fag og i det skulle rummes 4
| familier, så der blev kuns en lille stue og halvdelen af et åbent
| ildsted til hver. Nå, men husly var det da, og siden kunne man
| måske få bedre lejlighed. Hans var heldig og fik løfte på en af
| disse lejligheder, så nu var humøret højt. Det var en søndag, at
| dette blev afgjort, netop Karens fridag, nu skulle dagen nydes.
| Det var næsten middag, før Karen fik fri den dag, men ved at løbe
| fra middagsmaden og det hele, kunne Hans og hende dog måske nå at
| komme i Skørpinge kirke, hvor der var eftermiddagstjeneste. Ved
| en forceret gang nåede de svedte og forpustede kirken, da præsten
| gik på prædikestolen. Den dag talte han om frejdighed, hvad denne
| havde betydet for apostlene og mange andre mennesker. Også i vor
| tid har vi frejdighed behov og ikke mindst de såkaldte hellige,
| der ofte blev mødt med kulde og vanskeligheder fra oven og
| uforstand og drilleri fra neden. Også for vort gamle danske
| fædreland, var det af stor betydning, at hele nationen viste sig
| i besiddelse af frejdighed til at gå de truende udsigter i møde.

| Efter gudstjenesten indbød præsten vore to unge til at komme ind
| i præstegården, hvor de blev beværtet sammen med mange andre
| langvejs kommende. Det blev et fornøjeligt samvær, hvor man under
| frie former debatterde de brændende spørgsmål, som var oppe i
| tiden. Den liberale bevægelse, som i de sidste år havde så stærk
| fremgang, forlangte en fri forfatning, og da samme bevægelse var
| stærkt nationalt præget, kom man pludseligt til at stå over for
| to store opgaver, der krævede sin løsning samtidig. Der var stof
| nok til drøftelser, og den livlige præst skulle også nok sørge
| for, at det blev benyttet. Vore to unge kunne af gode grunde ikke
| deltage i ordskiftet, men de kunne høre, og samværet blev ikke
| uden betydning for dem, idet deres horisont blev meget udvidet.
| Før afskeden fik de lejlighed til at fortælle præsten, at de
| tænkte på at gifte sig, så ville det blive lettere for dem i
| fremtiden at komme til kirke her. Præsten glædede sig sammen med
| de unge, og at det var hjerteligt ment, kunne de mærke på
| håndtrykket til afsked. Det var ud på aftenen, før de begyndte
| hjemvejen, og det var godt og vel sengetid, da de nåede tilbage
| til Tjæreby.  Træskomandens var gået i seng, det var kedeligt,
| for de unge var så glade i aften, og der var så meget, de skulle
| have fortalt, det kom så til at være.

| Da de kom til Trines port, havde de endnu så meget at sige
| hinanden.  Å, hvad det var da ellers heller ikke så sent. De var
| så glade og trods den lange spadseretur slet ikke trætte, men lo
| og spøgte, smådrillede hinanden og var så inderligt forelsket i
| hinanden som to turtelduer. Under udmaling af fremtiden kom Hans
| til at bruge ordet om, at han ville bære hende på hænderne.  "Jo,
| pyt," sagde Karen leende, "det bliver du snart ked af at gå og
| slæbe på en klods som mig. Du kan ikke en gang gøre det i 10
| minutter til ende." "Det gælder?"  "Et kys."  "Lad gå." Hans tog
| hende op på armen som et barn. "Å, hvor var det dejligt," syntes
| Karen, at give sig sådan en mandig kraft i vold, men efterhånden
| virkede det helt overvældende på hende, det var ligefrem ikke til
| at udholde, hun spjættede med benene, des fastere holdt han. Hun
| lo og sprællede, mens han holdt hende som i en skruestik, mens
| også han lo og morede sig kosteligt.  Omsider måtte han slippe
| hende.  "Jeg vandt," sagde Hans. "Derfor skal du også have din
| løn," sagde hun og slog armene om halsen på ham. De var blevet
| forpustet, og de var så hede i hovederne, nu da Hans fik lønnen
| for væddemålet, ikke småligt afvejet, men med flere hundrede
| procent i tilgift.

| Uheldigvis begyndte det at regne, og de måtte ty ind i porten i
| tørvejr. Her var så ubehageligt at være på grund af gennemtræk,
| og regnen tiltog stadig, det var ikke til at gå ud i, men hvad,
| de kunne da også gå ind. Det var ikke en hund, der kunne gø af
| det. Trine var til gilde i Tystofte, og den anden pige var hjemme
| hos sine forældre, og kom først i morgen tidlig.  Det regnede
| længe den nat, og det blev sent - meget sent - inden Hans kom
| hjem.

| Den uge, som man nu var begyndt på, bragte megen uro over hele
| landet, selv ud i de fjerneste kroge. Der var ikke så travlt på
| denne årstid, så folk havde tid til at gå i byen for at høre nyt
| og fortælle nyt. Rygterne svirrede som myg en sommeraften. Om
| oprøret i Holsten| Om københavnerne, der alle som een var gået
| til kongen og forlangt en fri forfatning. Hvad det egentlig var,
| herskede der en del forvirring om herude, men det måtte jo være
| noget, københavnerne havde meget brug for| Om en del store
| tyskere fra Rendsborg, der var rejst til København for at snakke
| med kongen, men denne ville hverken høre eller se dem, for han
| var så gal på dem for alt det vrøvl, de gjorde. Også kongens
| person gik der mange rygter om, og hans kone, som ikke var hans
| kone, men dog i kones sted. Ja, man vidste ikke, hvad man
| skulle tro, for der var sikkert megen løgn i alt det, som blev
| fortalt.

| Efterhånden begyndte der at komme indkaldelsesordrer til
| soldaterne. Vore unge folk havde hidtil været så trygge på dette
| punkt, da Hans var frispiller på sessionen, og det havde altid
| hedt sig, at frispillerne ikke skulle ind, før det rigtig kneb,
| og det kunne man da ikke sige, at det gjorde her.  De rigtige
| soldater kunne da også sagtens ordne den håndfuld oprørere..

| Ikke desmindre kom der en dag indkaldelsesordre: at møde til
| uddannelse i København i 7 dage fra dags dato. Dette var et hårdt
| slag for vore to unge.  Karen græd og Hans var ikke langt fra
| det, dog trøstede han hende efter bedste evne. Det hele varede
| nok ikke så længe. Når man betænker, at alle de unge karle fra
| hele landet bliver sendt ned for at prygle de forholdsvis få
| urostiftere, så måtte disse snart trække det korteste strå.  Men
| Karen vedblev at græde. Hun kunne ikke få sagt, hvad hun tænkte,
| det blev kun til: "Men hvis - men hvis..." "Ja, sagde Hans, jeg
| forstår dig så godt, og det er heller ikke morsomt at tænke på,
| men nu gælder det om at rette sig efter Bojsens prædiken at tage
| alle livets tilskikkelser med frejdighed så vil Gud nok hjælpe
| os. Lad os bare lægge alt i hans hånd." De blev enige om at sige
| lejligheden af igen. Hvordan det gik eller ikke gik, så fik de
| ikke brug for den det første halve år. Ligeledes skulle Karen
| søge sig en ny plads.

| Alle de bedste pladser var optagne, der var kun Christen Olsens
| tilbage, og den var ikke god, end skønt han ellers hørte til de
| hellige, nogle sagde, at han var skinhellig. Nå, et halvt år
| måtte det kunne gå og længere ville Karen ikke fæste sig på - for
| alle tilfældes skyld.

| Det var en lun forårsaften med månen i første kvarter, at Hans og
| Karen tog afsked med hinanden. Uvilkårligt slog de ind på
| markvejen, som førte ud til tørvemosen. Agerhønsene galede og
| vildænderne fløj hen over hovedet med pibende vingeslag, det
| duftede syrligt af muld og grøde. De gik med hinanden i hånden,
| men der blev ikke talt meget, og da kun om ligegyldige ting. Hver
| især passede på ikke at lade sine følelser løbe af med sig.
| Enkelte tilløb til spøg faldt til jorden. Det var vemoden, der
| prægede dem begge. De kom ud til tørvegraven, men alt var så
| forandret fra i sommer. Pilekrattet så gennemsigtigt nu, det var
| bladløst. Kun gæslingeblomsterne ly ste. Karen plukkede en lille
| buket til minde om denne aften. Tavse gik de tilbage igen, kun et
| lille tryk i hånden forrådte, hvad de tænkte. Da de kom tilbage
| til gården, var alt stille.  Han sagde: "Skal vi ikke gå om for
| at se den halvvæg, som vi har så gode minder fra." De stod og
| kærtegnede væggen. Hans drog et dybt suk: "Ja, det var den gang."
| Hun klemte hans hånd. "Tror du, at Gud vil høre os hvis vi beder
| om, at han vil føre alt til det bedste for os." Hans betænkte sig
| lidt, så sagde han: "Ja, det tror jeg; vi véd da, hvordan han
| tilgav syndere, mens han gik her på jorden." "Skal vi så ikke
| bede Fadervor sammen," spurgte hun.  "Jo, Fadervor.." Det var med
| større frejdighed, end nogen af dem havde turdet vente, at de
| vekslede det sidste kys, det sidste håndtryk, inden de skiltes.
| Hans skulle tidligt op; en af hans lidelsesfæller, hvis fader
| havde gård, havde tilbudt Hans kørelejlighed til Sorø; derfra
| skulle de så gå de 6 mil til Roskilde, så håbede de at kunne køre
| med den nye jernbane derfra til København.

| Når to mennesker der holder af hinanden, bliver skilte, er det
| værst for den, der bliver tilbage. Den bortdragne er stadig udsat
| for nye oplevelser og indtryk, som afleder tankerne. Sådan også
| her. Karen følte sig så alene også med hensyn til Trines had.
| Ganske vist havde pigen forøget sit forråd af våben mod
| madmoderen ved dennes egen vandel, men hun kunne ikke lide at
| bruge dem, dels fordi det var en beskidt måde at kæmpe på, dels
| fordi hun ikke følte sig så ren selv heller. Og så det andet, hun
| havde været bange for, og som hun nu havde vished om, var
| forfærdelig at stå ene med.

| Forsamlingsfolkene, som hun havde begyndt at føle sig hjemme
| iblandt, ville støde hende fra sig med god grund. Men hun havde
| sig selv at takke for det, hun lå som hun selv havde redet. Om
| jorden var gloende, skulle hun gå på den, der var ikke andet at
| gøre end stole på, at han, som mildner luften for de klippede
| får, også ville sende hende et lunt vindpust når det kneb mest.
| Hvad der tyngede hende mest nu, 8 dage efter Hans' afrejse var,
| at hun ikke kunne få ham fortalt, hvad hun vidste nu. Hun kunne
| nok skrive til ham om det, men han var ikke stiv i at læse
| skrift, så han skulle have kammeraterne til at læse breve for
| ham. Nej, det kunne ikke gå.  En måneds tid efter afrejsen fik
| hun mundtlig hilsen fra Hans, at han den og den dag med sin
| afdeling på vej til Slesvig skulle passere Slagelse, om hun ikke
| kunne få fri den dag, så de kunne få talt lidt sammen.  Det var
| lige vand på Karens mølle, men hvad ville Trine sige? Trine
| vidste også god besked om denne mundtlige hilsen, og fandt her en
| lejlighed til at hævne sig. Endnu før Karen havde ytret noget om
| at få fri e. lign., fastsatte Trine, at netop den dag, da Hans
| skulle passere Slagelse, skulle de have den bunke korn, som
| husmanden havde tærsket med plejl og Karen kastet med en
| håndskuffe, renset. Rensingen, som foregik med et rundt sold, var
| kvindear bejde, og det betød at Karen havde arbejde med det den
| hele dag. Dermed var der sat en stopper for den udflugt. Å, Gud
| dog| Hvorfor var livet dog så ubarmhjertigt?  Dagen oprandt og
| arbejdet begyndte, men under en strøm af tårer, når hun var
| alene. Trine kom nu - tilfældigt - derind. Hun skulle rigtig
| nyde sin sejr. Med foregiven venlighed begyndte hun at tale om
| begivenheden i Slagelse, når soldaterne kom dertil, og udmalede,
| hvor mange piger, der i dag var glade for at mødes med kæresten,
| men den glæde blev nok kort, for soldater havde jo altid været
| noget upålidelige i kærlighedssager. Karen svarede ikke stort til
| dette, men da Trine nu begyndte at tale om Hans og lod skinne
| igenem, at også hans moral var omtvistelig, da tabte Karen
| tålmodigheden. Hun blev vred og bad sin madmoder passe sine egne
| sager, for hun var vel den, der mindst af alle havde noget at
| lade andre høre. På spørgsmålet om nærmere begrundelse, fik hun
| nu slynget lige i ansigtet, hvad pigen vidste om madmoderens
| forhold til husmanden. Nu kan det nok være, der blev røre i
| reden. De to kvinder var vrede, så det kunne forslå noget. De
| tildængede hinanden med sprogets værste skældsord, og det havde
| sikkert endt med håndgribeligheder, hvis ikke karlen af
| nysgerrighed havde stukket hovedet ind ad lodøren.  Nu vendte
| uvejret sig mod ham: "Hvad skal du her, din forbandede døgenigt,
| har jeg ikke sat dig til at hugge brænde." - Trine fo'r afsted
| efter ham, men han var allerede i sikkerhed. Da Trine havde
| sundet sig lidt, indså hun, at det klogeste hun kunne gøre, var
| at slutte forlig med pigen, på betingelse af, at denne tav stille
| med, hvad der var blevet nævnt under skærmydslerne, mod til
| gengæld, at hun skulle have fri den dag.  Det var blevet højt op
| ad dagen, før Karen kom afsted, og da hun nåde Slagelse, var
| soldaterne kommet. De havde sat geværerne sammen på
| Ridehuspladsen, som blev benyttet som stillingsplads. Der var,
| syntes Karen, lige så mange folk i byen som på en
| sommermarkedsdag.

| Der var mange folk fra oplandet, som var stævnet til Slagelse for
| at hilse på slægt og venner blandt soldaterne. Der var mange
| borgere i byen, som var ude at kapre sig en middagsgæst blandt
| soldaterne. Det var dog ikke alle soldaterne, der fik lov til at
| gå i byen. Hvem, der ved tidligere lejlighed var kommet beruset
| tilbage, blev nægtet denne begunstigelse, de måtte dog gerne
| modtage mad og madvarer på selve pladsen, men ikke brændevin.
| Det blev en større vanskelighed end Karen havde tænkt sig at
| finde Hans. Det var da også kedeligt, at der ikke var aftalt et
| bestemt mødested. Hun gik og spurgte og spurgte efter en karl,
| der hed Hans. Nej, ham var der ingen, der kendte, derimod måtte
| hun døje en del mere eller mindre vittige bemærkninger, som hun
| dog var alt for optaget til at tage hensyn til. Omsider var der
| dog en, der gav hende det råd ikke at spørge efter hans navn, men
| efter hans bynavn, i dette tilfælde Tjæreby, da dette var hans
| militære kendingnavn. Det hjalp meget, for Tjæreby var der
| adskillige, der kendte, men hvor han var? Formodentlig i byen for
| at spise. Dog var der en, der var så hensynsfuld at fortælle, i
| hvilket geled han var at finde, og ydermere vise hende den
| pyramide, som hans gevær stod i; traf hun ham ikke før, så ville
| han være at træffe der, når de skulle træde an igen, men så blev
| der ingen tid at tale sammen i. Hun mere løb end gik gade op og
| gade ned, tilbage til Ridehuspladsen, alt uden resultat. Af sted
| igen til Gammeltorv, mon han dog ikke skulle passere her, det var
| da også kedeligt. - "Lad være|"  Et par stærke soldaterarme (det
| kunne hun se på ærmerne) omslyngede hende. Vel sagtens en fuld
| soldat.  I det samme lød en glad og kendt latter: "Hvad må jeg
| ikke røre ved dig, Karen."  "Å, Hans du|" Når Karen siden ønskede
| at dvæle i sine lykkeligste minder i sit liv, da blev det ofte
| den korte stund, hun tilbragte i Slagelse sammen med kæresten.
| Trods det at der næsten var trængsel af mennesker, kunne disse to
| gå og tale sammen om de intimeste ting, uden at føle sig generet.
| De var så optaget af samværet, at der ikke eksisterede andet for
| dem.

| Da de atter kom til Ridehuspladsen, så de en særlig tæt
| sammenstimling af mennesker, men hvad, det var ikke noget, der
| kom dem ved. En fuld mand formodentlig. Pludselig spidsede Hans
| ører; det var jo en bekendt stemme. Hans trådte op på en
| trappesten for bedre at se. Men det var jo præsten fra Skørpinge,
| der stod og lagde noget ud for den forsamlede mængde. Den varme
| fædrelandsven, han var, kunne ikke sidde hjemme, når så store
| ting stod på spil. Han måtte så nær til begivenhederne som muligt
| for at opildne og begejstre disse unge mænd, som nu skulle ud at
| stride, ja, måske dø, for den danske sag. Med Karen ved hånden
| trængte Hans sig ind mod præsten. Jo, minsandten genkendte han
| dem og trykkede deres hænder, uden at han lod sig afbryde i den
| udvikling, han var midt i. Det var som synet af Karen inspirerede
| ham til at tale om dannekvinden, som nu også gik en trængselstid
| i møde. En trængselstid, som ikke var ringere end mændenes, men
| på en anden måde. Han bad nu soldaterne om endelig at bevare
| billedet af deres hjertenskær dybt i sjælen og ikke lade det
| udviske, hvad der så skulle møde dem derude i det fremmede, men
| huske på den store løn, som de skulle høste, når de kom hjem med
| sejr, hos de danske kvinder.

| Dette ildnende foredrag havde sikkert varet længe endnu, hvis
| ikke et gjaldende hornsignal havde kaldt soldaterne til deres
| pladser bag geværs stablerne. Et øjeblik efter marcherede hele
| styrken ud af byen. Udenfor Bredegades port holdt en lang række
| bøndervogne, parat til at køre soldaterne til Korsør. I disse
| bevægede dage stillede de sjællandske bønder deres køretøjer til
| rådighed ganske frivilligt til at befordre soldaterne fra by til
| by. Sorø-egnens bønder havde til middag sat dem af ved Smedegades
| port, og nu stillede Slagelse-egnens for at køre dem til Korsør,
| hvor de så i løbet af aftenen og natten skulle sejles over
| bæltet, og derefter fortsætte på Fyn næste dag. Vognene var i
| reglen lange høstvogne opfyldt med halm, så mandskabet kunne
| sidde side om side med benene hængende udenfor, våben og ud
| rustning liggende i midten.

| Karens sindstilstand svingede stærkt mellem håb og frygt i den
| påfølgende tid. Det havde været en stor oplevelse for hende med
| den Slagelsetur. Trine var også blevet mere skikkelig og spurgte
| ud om alt hvad Karen havde hørt og set. Den begejstring, der var
| oppe i tiden, forplantede sig helt ud til de fjerneste kroge af
| landet, og der var ingen, der kunne være uberørt af den.
| Drengene legede soldater, og pigerne havde travlt med at få lært
| at strikke strømper til soldaterne.

| Påskedag var Karen sammen med træskomandens i Skørpinge kirke.
| Ved den fortrøstningsfulde tale her steg hendes humør adskillige
| grader. Men få dage efter faldt det igen helt ned til nul. Der
| kom nemlig efterretning om slaget ved Slesvig, hvor vore folk
| måtte gå tilbage. At det var livsfarligt at deltage i krig havde
| Karen hele tiden vidst, men ved at høre, at der var næsten 200
| døde og mere end dobbelt så mange sårede ved denne lejlighed, gik
| det først rigtig for alvor op for hende, hvor forfærdeligt det i
| grunden var.  Tænk en gang rigtig på, at der lå 200 døde karle
| side om side, og så tænke sig at gå rækken igennem for at søge
| efter den, man havde mest kær af alle.  Det var til at blive
| vanvittig af. Uvisheden om Hans' skæbne, gjorde Karen helt syg,
| men heldigvis kom der snart efterretning om, at hans afdeling
| ikke var nået helt derned og derfor ikke deltaget i slaget.

| Nu nærmede skiftedagen sig, hvor Karen skulle skifte plads. Hun
| var næsten vemodig ved tanken, nu da alt gik så godt. Det var som
| om menneskene var blevet helt forandret. Den begejstringsbølge,
| der gik over landet, virkede formildende på sindene, hvad også
| var meget naurligt, da enhver i nogen må de glemte sit eget for
| det store heles skyld.

| Hvad der også bidrog til Karens forandrede stemning, var tanken
| om sin nye husbond, Christen Olsen, som hun gruede for. Han var
| en mand med flere gode menneskelige egenskaber, men det var, som
| han manglede en: nemlig en regulator for de gode egenskaber. Det
| var, som han kørte løbsk altid. Han havde f.eks. en ukuelig
| energi, hvad han også selv vidste. Der var ingen ende på det
| arbejde, han bød sig selv, og som han også nok skulle få
| fuldendt. Men bagsiden af medaljen var den, at han fordrede alt
| for meget arbejde af dem, han skulle arbejde sammen med. Når
| disses kræfter ikke slog til mere, var det efter hans mening
| dovenskab, og det skulle han nok få pillet ud af denne. Dette var
| et godt mål at sætte sig, det måtte være uimodsigeligt. Han havde
| en jævn, god forstand - efter egen vurdering en meget god
| forstand - men også samtidig den faste overbevisning, at det skal
| være den klogeste, der råder allevegne. Dette kunne efter hans
| mening ikke omdisuteres og der for var han forpligtet til at
| tvinge sin mening igennem under alle forhold.  Han havde også
| udpræget sans for sparsommelighed, efter hans mening en stor dyd.
| Men han omtalte ikke, at han altid gik med en hemmelig frygt for
| at komme til at sulte ihjel, fordi han ikke havde fået nok
| skrabet sammen. Efter et noget fortumlet ungdomsliv var han en
| gang blevet meget syg. Her blev han grebet af dødsangst, som gav
| sig udslag i, at han fra nu af ville slutte sig tæt til Gud for
| ikke at skulle ende i helvede med alle dets rædsler; og Gud ske
| lov nu var han med sit retskafne liv nået så vidt, så han ikke
| mere behøvede at frygte for fortabelse. Der var ganske vist det
| med kristenkærligheden, som det måske kunne knibe lidt med. Det
| vil sige, når han var borte eller talte med fremmede, så var der
| ikke noget i vejen, men når han var hjemme - ja, så var det ikke
| så godt, men han havde nu ordnet det med Herren, Gud kunne nok
| indse, at med den kone Christen havde, og de tjenestefolk, som
| han altid var uheldig at få, måtte der gøres en undtagelse.  Det
| var immer fra den side alle ærgelserne kom. Børn var der ingen af
| - heldigvis - for pengekassens skyld.

| Det var ingen stor besætning af mandskab, der flyttede ind i
| C.O.s gård.  Karen var alene pige, karl var der ingen af. På
| grund af indkaldelserne var der knaphed på karle. Der var kun en
| stor dreng samt en lille dreng. Denne sidste var født udenfor
| ægteskabet og født op på sognet. Hans hidtidige plejehjem, havde
| oppebåret 5 rdl. om året samt 1 rugbrød hver 14. dag og 4 pund
| smør, 4 pund flæsk og 2 skp. byg hvert fjeringår. Nu da drengen
| var blevet større, ville plejeforældrende have lidt pålæg på
| vederlaget. C.O., som var med i sogneforstanderskabet, satte sig
| imod forhøjelsen med den motivering, at nu, da drengen var 10 år,
| kunne han gøre nytte. Resultatet blev, at ingen ville have
| drengen for den betaling, så måtte C.O. bide i det sure æble og
| tage drengen selv. Denne stakkels lille fyr mødte så i plads den
| 1. maj. Han havde ikke mere tøj, end han havde på kroppen, og det
| var ikke meget, og dårligt var det tillige. Han blev sat i
| arbejde straks, blandt andet skulle han flytte fårene til aften.

| Det viste sig, at han var fuld af utøj, så stordrengen ikke ville
| have ham til sengekammerat, derfor blev der lavet et leje til ham
| i tørvehuset. Da man havde spist nadveren (mælk og grød), gik man
| til ro, men hurtig efter kom en nabo og bankede på, om C.O. ville
| komme ud og tøjre sine får, som gik på naboens rug. C.O. kom
| nogen tid efter tilbage igen, han var vred, dels fordi fårene
| ikke ville lade sig fange, dels på grund af sammenstødet med
| naboen. Denne vrede skulle have udløsning, og det blev
| selvfølgelig drengen, det gik ud over. Med en pilekæp slog han
| løs på drengen. "Jeg skal lære sådan en flab at slå tøjrepæle i,
| sådan en doven slubbert kan bare prøve på det en anden gang..."
| Karen hørte drengen skrige, kastede i en fart klokken om sig og
| løb ud til ham, og så manden stå og slå løs på det arme barn.
| "Hold dog op, mand, hvad har Jørgen dog gjort," skreg hun. Manden
| brummede noget uforståeligt og forlod tørvehuset. Det tog lang
| tid for Karen at få drengen nogenlunde rolig. Å, hvor var verden
| dog hård og kold. Hvor kunne Gud dog tillade, at noget sådan
| skete. At verden var hård ved hende, var så rimeligt, hun som
| havde syndet så meget. Pludselig stod et ord fra katekismus'en:
| "Jeg vil hjemsøge fædrenes synder på børnene..." Ja, men var det
| dog ikke uretfærdigt? Skulle hendes synd komme til at gå ud over
| hendes ufødte barn? Hvis nu Hans faldt i krigen, og hun selv døde
| af sorg, hvad let kunne ske, så stod hendes lille barn måske i
| samme stilling som denne stakkels dreng. Hun vidste godt, hvad
| hun risikerede ved at røre ved drengen, men hun kunne ikke lade
| være trods alt at tage drengen ind til sig og tale beroligende
| til ham, hvad der også virkede. Karen fortalte ham om himmerige,
| hvor godt der var og om alle de dejlige englebørn, som vi skal
| lege med, når vi kommer der, men vi kommer der ikke, hvis vi ikke
| gør vor yderste flid for at gøre, hvad vi bliver sat til. Drengen
| blev interesseret, dette havde han aldrig hørt noget om før, og
| Karen måtte finde på noget andet, der var mere søvndyssende. Hun
| begyndte at synge for ham, og snart faldt han hen. Da hun havde
| overbevist sig om, at han sov godt, dækkede hun ham til, så godt
| det lod sig gøe, og gik ind i seng, men hun skiftede linned
| først. Den nat blev der knyttet et hjertebånd mellem disse to,
| som aldrig brast.

| Næste dag måtte Karen ud at køre harve. Dette arbejde var hun
| kendt med, det var tit, at pigerne udførte alt slags markarbejde,
| og nu var det meget naturligt, da det kneb med mandskab. Hun
| havde ikke været ude ret længe, før Jørgen kom løbende ud til
| hende helt opløst af gråd. Omsider fik Karen ud af ham, at manden
| havde sendt ham ud at flytte fårene igen og under trussel om
| prygl formanet ham til at gøre det godt, men nu var et kobbel får
| løbet fra ham, og nu turde han ikke komme hjem.

| Karen lod ham stå hos hestene, mens hun fangede fårene. Drengen
| turde dog ikke gå hjem og Karen lod ham blive hos sig til
| frokosttid, da hun selv skulle hjem at bede. Så snart de kom ind
| i gården mødte de manden med en kæp i hånden. Med sin
| allersødeste stemme sagde han: "Nå, lille Jørgen, du synes nok
| bedre om at gå på egen hånd, det skal vi se at få pillet fra
| dig." Drengen tudbrølede af angst, mens han søgte beskyttelse i
| Karens skørter.  "Du må ikke slå drengen," sagde hun, "det er
| synd."  "Hvad for noget, er det synd at opdrage på sådan en lille
| djævleunge?" sagde han, mens han forsøgte at få fat på drengen.
| "Du kan slå på mig, hvis du vil, men drengen rører du ikke."
| "Jeg skal lære sådan en snottet tøs, hvem der er mand her i
| gården," dermed gav han hende et drøjt rap over ryggen.  "Dette
| skal du få betalt," sagde hun, men hun brækkede kæppen i stykker,
| som hun stod med i hånden. "Der er da lov og ret i landet." Ved
| ordene lov og ret studsede han, han havde før haft rettergang med
| sine folk og vidste, hvad bryderier, der fulgte med. Han så
| derfor vist på hende for at udforske, hvor meget, hun lagde ind i
| disse ord. Da deres øjne mødtes, måtte han slå sine ned. Der lå
| en magt i hendes øjne, som han ikke kune trodse. Når Karen siden
| tænkte på denne episode, kunne hun ikke for stå, hvor hun fik
| kræfter fra til at værge for sin lille ven. Hun, som ellers
| altid havde været som et lam, når det gjaldt uret imod hende
| selv, fik pludselig kraft til at optræde som en løvinde, der vil
| værge sit afkom. Jo, hun vidste nok, det var fra Gud, kraften
| kom, og det styrkede hendes mod, at han således trådte til, når
| der var nød på færde.  Hele dagen beholdt hun Jørgen hos sig og
| lod, som om manden ikke ekistere de. Til aften udførte hun hvad
| syslearbejde, der tilfaldt hende selv og drengens med. Det var
| ellers ikke fordi hun var godt opagt til ekstraarbej de. Efter at
| have gået i den løse jord hele dagen med træsko på, var hun mest
| oplagt til hvile. Dertil kom også et andet forhold. Som en del af
| sin løn for sidste år havde hun fået 3 nye skættefalds særke.
| Skættefald var det tredie produkt ved hørtilberedning. Hørgarn,
| blårgarn og skættefald.  Dette sidste var det ringeste blår, hvor
| skæverne - rester af det stive hørstrå - ikke kunne skilles fra.
| Det lærred, der blev af dette produkt, var så stift og groft, at
| det føltes på kroppen som et rivejern så længe det var nyt. Den
| lidelse som dette påførte - navnlig de unge piger - er aldrig
| blevet målt og kan ikke måles. Ved aftenstid kunne huden være så
| tyndslidt, at blodet piblede frem især fra bæltestedet til
| knæene. Men hvad, det hørte jo til naturens orden og derved var
| intet at gøre. Jørgen turde ikke gå alene til ro, så Karen atter
| måtte sidde hos ham, til han faldt i søvn.

| Dagen efter talte Karen til konen om, at de skulle se at få
| renset drengen for utøj. Konen svarede, at hun skulle tale med
| manden om det. Dette var for resten også det eneste, hun kunne
| gøre, da hun ikke havde nogen bestemmelsesret selv over de
| mindste småting.  Mandens kendelse lød imidlertid på, at sådan et
| svin til dreng kunne det ikke nytte at gøre noget ved, om 14 dage
| var det ligenær. De andre kunne være fra ham, så risikerede de
| ikke noget. Karen fattede da en beslutning om at gøre det selv,
| når der blev en lejlighed. Denne kom snart, idet alle med
| undtagelse af Karen og Jørgen skulle til Skelskør Majmarked.

| Markederne var på den tid første rangs folkeforystelser, og alle,
| som på nogen måde kunne und væres hjemme, skulle med. Så snart de
| andre var af gårde, fik Karen Jørgen ind og klippede håret af
| ham, vaskede hele hans krop med sæbevand, kom de pjalter, der
| udgjorde hans påklædning, i bryggerkedlen og kogte dem godt.
| Desværre opdagede hun, at drengen også havde fnat. Hverken lus
| eller fnat var ualmindelige forteelser på den tid. Også dette
| vidste hun råd for, men det par dage en sådan kur villde tage,
| kunne ikke tilstedes. Dog Karen helmede ikke, før hun fik sin
| vilje. Da hendes fader på sin omgangstur kom der til gården, fik
| hun ham anbragt som vikar for Jørgen i dennes egenskab af
| gåsehyrde m.m. Karens forhold til faderen var ved at ændres en
| del.

| Sådan et blødsødent tøsebarn havde Søren aldrig regnet for noget,
| havde aldrig vist hende andet end ligegyldighed, men i den sidste
| tid havde han fået øje for, at hun havde ben i næsen, og da han
| fra gammel tid havde et horn i siden på C.O., gik han gladelig
| ind på at hjælpe sin datter, især når han samtidig kunne drille
| sin gamle fjende med det.

| Der var også et andet punkt, hvor Karen stødte sammen med sin
| husbond. Det var med hensyn til kirkegang. Karen ville, så tit
| lejlighed gaves, til Skørpinge kirke. Dette satte hendes husbond
| sig imod, for som han sagde: "Det er ikke Guds ord, der lyder i
| den kirke." På Karens spørgsmål, hvad der var i vejen, forklarede
| manden, at Bojsen næsten aldrig talte om helvede, ja, det var
| ikke engang i hver prædiken, at han nævnte Djævelen, for som han
| sagde: "Hvad skal alle de ugudelig så tro og tænke andet end, at
| det er spøg og plasér altsammen." Karen følte med sig selv, at
| manden havde uret, men hun følte også mangel på modenhed til at
| gendrive ham.  Der var dog en anden hindring, hun mødte her. Det
| var, at lille Jørgen græd, når hun tog bort fra ham, men
| efterhånden fik hun dette forhold ordnet, så hun fik sin fader
| til at være hos ham.

| Det gik godt fremad for den lille Jørgen, han havde fået lært
| arbejet in denfor sit område, og hans tilværelse begyndte at
| blive tålelig, men så kom der en ny ulykke over ham. Hans husbond
| havde hittet på, at han skulle udnytte sin overflødige tid, når
| han vogtede gæssene, med at lære Balles lærebog udenad. Drengen
| kunne dårlig læse indenad og få mening i det læste, og nu
| forlangte manden, at han skulle lære noget, der var ham helt
| uforståeligt udenad. Der flød mange tårer i den anledning, og
| atter måtte Karen i skranken for ham. Det holdt hårdt at få
| manden fra dette forrykte indfald og sam menstødet var hårdt.
| Atter følte Karen, at hun havde flere kræfter, end hun havde
| tiltroet sig selv, men sejren vandt hun også den gang.

| Det var en dag i rughøsten samme år, at pastor Bergmann i Tjæreby
| var gået en tur i marken for at se til sine høstfolk. Præsten var
| en ældre, men dog endnu kraftig mand. Han røg på en stor træpibe
| og i hånden havde han en tyk egestok, hvormed han svippede alle
| de tidsler og andet ukrudt, som hans vej faldt forbi. I sin hele
| optræden mindede han om en større jordbesidder, og myndighed var
| det mest fremtrædende træk hos ham. Det var ansvaret, det følte
| han selv, ansvaret for et sogns befolknings åndelige og
| materielle vel færd, der hvilede på hans skuldre.  Det føltes som
| ingen ringen byrde at være formand for sogneforstanderskabet; det
| gav mange bryderier, navnlig fattigforsørgelsen. Det var
| forbundet med et stort ansvar at forvalte fattigkassens midler
| rigtigt. For meget understøttelse befordrede dovenskab og
| demoraliserede derved hele befolkningslag.  Også skoletilsynet
| var en byrde. At stå med ansvar for hele den komende ge nerations
| oplærelse - ja, opdragelse. Når man tænkte denne tanke til bunds,
| var det i grunden et helt overmenneskeligt ansvar, og når man
| dertil tog i betragtning, hvilke hjælpere man havde. Et par
| skolelærere, der var så selvkloge, at man var tvungen til at
| ligge i strid med dem bestandig.  Også selve præstegerningen
| volder vanskeligehder.  Efter en lang periode, hvor, hvad man kan
| kalde, den enfoldige kristenopfattelse havde rådet, var man nu
| kommet til en klar og fornuftig opfattelse af de dunkle
| problemer, men ligesom man var kommet til ro i denne opfattelse,
| var det nu blevet mode at sætte den gammeldags opfattelse til
| højbords igen. Det værste var, at autoriteterne også gav denne,
| hvad skal man kalde det, nymodens gammeldags opfattelse medhold.
| Det var ikke let for en ældre præst, som havde sin uddannelse i
| en nu svunden tid, at prædike til en moderne biskops tilfredshed.
| Også bønderne foretrak den gammeldags kristendom, og hvis de ikke
| kunne få den trang tilfredsstillet på anden måde, så tog de selv
| fat og udlagde Guds ord i deres forsamlinger, hvad de slet ikke
| havde forudsætninger til at gøre. Og det kedelige var, at der var
| så mange af præsterne her på egnen, der støttede denne bevægelse.
| Det var særligt disse hypermoderne præster, takket være den
| løbske greve på Holsteinborg, som denne egn var blevet begavet
| med.

| Et særligt godt øje havde Bergmann til Bojsen i Skørpinge.
| "Springtyren", som han kaldte ham. Denne bispesøn, som han var,
| kunne, efter hvad Bergmann kunne slutte, prædike en vis person en
| øre af. Nå, kunsten var måske ikke så stor endda, når man bare
| prædikede eftersom ørene kløede, men dertil holdt Bergmann sig
| for god til.  Under disse betragtninger var han kommet ud på
| offentlig vej, som han ville benytte til hjemturen. Han blev nu
| opmærksom på 3 børn, der kom ham i møde.  Det vil sige i
| øjeblikket stod de stille, og ønskede at de ikke var kommet så
| langt frem, så kunne de have skjult sig i moen, til præsten havde
| passe ret, men nu var der ikke andet at gøre end tage mod til
| sig. Præsten kendte godt børnene, de skulle hen for at hjælpe
| bedsteforældrene med høsten. Her var en lejlighed for præsten til
| at indgyde respekt.  "Respekt skal der til i vor tid med alle
| dens opløsende tendenser". Børnene stillede sig op på række.
| Pigerne nejede og drengen bukkede med huen i hånden. "Goddag,
| børn, det kunne I have gjort meget pænere. Det må om igen. Nu går
| I tilbage og kommer så igen, og når I er 3 skridt fra mig, så en,
| to, tre, så hilser I mig." Børnene prøvede atter, men
| forfjamskede, som de var, blev det dårligere end før. "Om igen:
| Ja, I forstår nok, børn, at dette er ikke for min skyld, men det
| er for at lære jer opdragelse. Det skal da ikke være det samme at
| møde en flok børn og en flok får. Altså, om igen og igen til det
| bliver samtidigt." Præsten var så optaget af den eksercits, at
| han ikke bemærkede en rytter, der kom bagfra, før denne sprang af
| hesten og hilste.

| Det var pastor Bojsen fra Skørpinge. Han kom fra Egeslevmagle og
| skulle til pastor Brasen i Ørslev, og nu var han så heldig at
| træffe sin kollega her, det var da morsomt.  Bergmann inviterede
| Bojsen med hjem til eftermiddagskaffe, og de fulgtes nu ad.
| Bojsen med tøjlen over armen. Efter nogle bemærkninger om vejret
| og høsten, sagde Bergmann: "Det var heldigt, at jeg traf Deres
| velærværdighed." "Å, skal vi ikke lade velærværdigheden ligge,"
| afbrød Bojsen. "Jo, som De vil. De søger jo valg til den
| grundlovgivende rigsfor samling. Se, jeg er nu ellers ingen
| tilhænger af dette frihedshalløj. Men skal vi have det, kan man
| lige så godt springe som krybe i det og få det bedst mulige ud af
| det, det vil sige at få denne grundlov lavet rigtig." "Hvordan
| mener De," spurgte Bojsen.  "Således at det kun bliver akademisk
| uddannede mænd, der kan få sæde i denne rigsdag, og teologer
| skulle have afgjort flertal, på denne måde kunne kirken blive en
| magtfaktor i staten, som ingen kunne komme udenom." "Nej, kære
| kollega," svarede Bojsen, "her er jeg absolut uenig med Dem. Jo
| mere kirken tilraner sig af ydre magt, des mere taber den i indre
| styrke.  Nej, rigsdagen skal bestå af et gennemsnit af hele
| befolkningen, det skaber det tryggeste forhold, når alle kan
| komme med lige ret og lige adgang til at vise, hvor skoen trykker
| dem, og da at få det rettet af alle i fællesskab." "De siger, det
| skal være et gennemsnit af hele befolkningen," sagde Bergmann,
| "men så risikerer vi, at det bliver mest bønder i en sådan
| rigsdag, det kan da ikke være Deres mening, pastor Bojsen, at
| vankundige bønder skal have størst indflydelse på landets
| styrelse. Hvor vil det ende?" "Det skal jeg sige Dem, pastor
| Bergmann. Det vil ende med, at Danmark efter hånden får den
| bedste styrelse, noget land kan opvise. De kender jo pastor
| Grundtvig i København? Nå, ikke, men De har da hørt om ham - en
| forunderlig dyb tænker ikke sandt? Han siger, at bondestanden er
| kernen i det danske folk, og når han nu får gennemført sin plan
| om en stor bondehøjskole i Sorø, og den får virket nogen tid, så
| vil den urkraft, som ligger gemt i bondestanden, springe ud som
| bøgeskoven i maj, og efterhånden bære de vidunderligste frugter,
| Ja, der --" "Hov| Hov| Nu kommer De virkeligt for højt op,"
| afbrød Bergmann. "Det er umuligt for mig at se, hvad nytte en
| sådan skole skulle gøre; det skulle da være for at lære dem at
| snyde mere, end de allerede gør. Forstår Deres bønder måske ikke
| at sætte travhobene sådan, at de skjuler adskillige neg for
| tiendetageren, og sådan på mange andre områder. Nej, bønder er
| ikke engle, og de bliver det ikke, om de kommer nok så meget på
| skole. De er efterkommere af trælle, og trællesindet sidder dem i
| blodet. Dette er min mening om bønderne. og den står jeg ved."
| Bergmann var ved at blive harm, det kom i første omgang til at gå
| ud over en bynke, som ragede op på vejkanten.

| "Ja, men kære pastor Bergman, jeg kender adskillige mennesker her
| i Tjæreby sogn, og jeg finder ingen grund til at karakterisere
| dem på den måde. Tværtimod finder jeg, at det er oprigtig søgende
| mennesker, der så godt som det lader sig gøre, søger at
| tilfredsstille deres sjæles trang og at leve et retskaffent liv,
| men selvfølgelig er det i al skrøbelighed, som det er med os
| alle. Men det, som De, hr. pastor, kalder trællesind hos
| bønderne, mon det ikke har en tilsvarende modsætning hos os
| embedsmænd, nemlig magtsyge og herskelyst. Jeg synes undertiden
| at have set eksempler herpå." Bergmann følte det som en skose til
| hans optræden med børnene, og vreden begyndte at koge i ham.
| "Øvrigheden er indstiftet af Gud, det kender De måske, pastor
| Bojsen. Vi præster er øvrighed for vore menigheder.  Hvis man
| ikke kører sin menighed i stramme tøjler, så bliver det
| menigheden, der kører med een. Der er kræfter nok, der arbejder
| på at ødelægge det gode gamle forhold mellem præst og menighed.
| Den ene stodder efter den anden vil nu optræde som præst og
| sjælesørger. Ja, selv præster holder sig ikke for gode til at
| bryde ind over den andens sogneskel for at sætte tvedragt mellem
| hyrden og den hjord, som Gud har betroet ham, men den slags går
| ikke i længden, det vil hævne sig i det lange løb. Gud lader sig
| ikke spotte.  Præsterne var under dette ordskifte nået Tjæreby
| skole, hvor vejen til præ stegården drejede af. I distraktion -
| sådan skulle det da se ud - fortsatte Bergmann lige ud,
| forglemmende sin invitation på kaffe. Den sidste replik udtalte
| han særlig højt. Han havde set skolelærer Rejstrup gik og kalkede
| skolebygningen (der skulle tjenes en skillings penge ekstra nu i
| høstferien). Præsten så også, at han smuttede om hjørnet,
| selvfølgelig for at undgå at hilse på sin foreatte. Nå, ham
| skulle han nok finde en anden gang. Præ sterne fortsatte ligeud
| ad vejen og fortsatte deres ordskifte.

| Samme dag var det, som alle onde ånder var sluppet løs i Chr.
| Olsens gård.  Manden og den unge karl havde tit været på kant, og
| denne dags morgen havde det atter været galt. Nu skulle den
| slambert have en ordentlig omgang. Men, ak og vé| Det blev
| manden, det gik ud over, og karlen blev bedt om at rejse med det
| samme. Nu var gode råd dyre for C.O., da der ikke var til at
| opdrive hjælp til rughøsten. Manden anvendte hele formiddagen til
| at rende efter hjælp, men forgæves. Der var ikke andet at gøre
| end tage fat og arbejde for to, for rugen var højt tjenlig.
| Allerede mens han stod og sleb leen, blev han opbragt på Karen,
| fordi hun plukkede nogle kirsebær ved havegærdet, men han kom til
| at bide det i sig, for det fruentimmer var han ikke glad ved at
| komme på kant med, skønt han nok syntes, at det tømte i
| kirsebærrene. Hans humør blev yderlig irriteret ved, at Karens
| fader var kommet til gården den dag på sin omgangstur. At man da
| også skulle have sådan et drog at fylde æde i.  Efter middagen
| drog de ud og begyndte på rugen. C.O. mejede, Jørgen tog fra og
| Karen bandt. Tolle Søren satte hob. Det var nu sådan, at Karens
| tilstand begyndte at genere hende, mærkeligt nok var der ingen
| andre end hendes fader, der havde nævnt noget om det til hende,
| endskønt hun syntes, at alle måtte kunne se det. Hun havde gruet
| for den dag, da det blev opdaget, men hidtil var det gået så
| godt. Det var kommet sig sådan, at hendes fader havde spurgt til
| Hans, og derefter tilføjet: "Det er en skam, at han er så langt
| borte, for I trænger vel ellers snart til at giftes." Det var
| kommet så naturligt og uden spor af bebrejdelse, hun var ikke en
| gang blevet rød. Hun havde sat sig for flere gange i sommerens
| løb, når hun var i Skørpinge kirke, at sige det til Bojsen, men
| hun havde ikke fundet lejlighed eller måske manglet mod til det,
| når det kom til stykket. Nu syntes hun, at det var lettet for
| hende, når der var et menneske, der vidste det og tog det så
| roligt.  Hun følte nu, at hun havde haft en overordentlig god
| støtte af lille Jørgen i sommer. Det, at han trængte til hjælp og
| omsorg, havde gjort, at hun ikke havde tid til at tænke på sin
| egen stilling. Dog kunne der komme mismodige perioder, men så
| snart hun så lille Jørgen, var det blæst bort igen; hvor holdt
| hun dog meget af dette barn. Hun kom også til at sammenligne sin
| nuværende stilling med for et år siden, hvor hun havde været så
| fortvivlet.

| På en måde var hendes stilling meget ringere nu, men at gribet
| til den udvej nu, som hun gjorde i fjor, nej, det kunne der ikke
| være tale om, hvordan det så ellers gik. På et andet punkt var
| der også stor forskel. I fjor var hun en forskræmt tøs, der
| rystede, når madmoderen var i dårligt lune. I år var der ingen,
| der skulle træde hende over tæerne, uden at hun nok skulle hævde
| sig. Alt i alt havde hun kun grund til at sige tak for det
| forløbne år og forøvrigt lægge alt i Guds hånd.

| Det gik altså løs på rugen, men atter indløb der forstyrrelse.
| Køerne begyndte at bisse. Jørgen blev sendt af sted efter den,
| der var kommet løs, de andre fortsatte mejningen.  Da de var ved
| enden af skåret op til vejen, var der yderligere 4 køer løse.  Nu
| var situationen kritisk med fare for, at kreaturerne skulle rende
| ind i sæden og træde den ned. "Herre jøsses, Karen, rend dog
| efter de satans køer.  Hører du, skynd dig at rende." "Du skulle
| hellere rende selv, Christen," sagde Søren, som var i nærheden.
| "I den stilling, hun er, var det klogere, at du selv rendte."
| "Stilling| Stilling| Hvad for en stilling?" Christens fatteevne
| blev sat på en hård prøve. Hans ansigt fik et måbende udtryk,
| mens han så fra den ene til den anden. Pludselig gik sammenhængen
| op for ham, og udtrykket i hans ansigt skiftede om til dybeste
| indignation.

| Trods øjeblikkets alvor kunne Karen ikke lade være at le af hans
| ansigtsudtryk, og dette opirrede yderlig den vrede mand. " Nå,
| det er det, der er i vejen med dig, din forbandede taske. Og du
| tænker ikke på, hvad for en skam du påfører mit hus.  Jeg skulle
| have jaget dig ud for længe siden, og det skulle du også blive i
| dag, hvis jeg bare kunne undvære dig." Christen Olsen havde længe
| næret stor lyst til at udføre en lægprædikants rolle med
| hovedemne: Menneskers - især ungdommens ugudelighed.  Her, hvor
| han stod overfor to så åbenbare syndere, kunne han ikke nægte sig
| selv den tilfredsstillelse at aflevere en rigtig
| dommedags-tordentale.  Han begyndte med en stemme, der slet ikke
| var naturlig, men en efterligning af præstesalvelse: "Vé, og jeg
| siger atter vé| over den slægt, som lever i disse tider. De
| sætter en ære i deres skændsel, og de vorder alle djævelens bytte
| (her slog stemmen over og blev naturlig). Og hvorledes skal det
| gå, når vore piger fylder os alle de fattighuse, vi har, med deres
| uægte unger, Unger, der igen--" "Ja, det har du ret i Christen, "
| afbrød Søren ham. "Det skal også være galt med Ole Jørgens pige i
| Vedskølle, og det skal være ham Klaus, du véd nok, Mortens
| stedsøn. Ja, du kender ham nok, ikke sandt." "Jeg har ikke noget
| med den knægt at gøre," sagde Christen irriteret, "men--" "Nej,
| nej, det siger jeg heller ikke, du har, for du har jo svoret dig
| fri for ham, men kunstig er det, at han ligner dig så livagtig,
| som du så ud for en snes år siden." Nu blev det for meget for
| Christen. Med skældsord som: Din løgnhals| Din tyveknægt| Din,
| din - fo'r han ind på Søren, der, uforberedt som han var, faldt
| bag over, mens Christen bearbejdede hans ansigt med sine knoer.
| Karen fo'r til for at trække Christen tilbage; hun fik fat i hans
| seler og trak tilbage af al magt, men uheldigvis trak hun bare
| seleknapperne af. Det er ikke godt at vide, hvorledes dette
| slagsmål havde udviklet sig, hvis ikke en meget myndig stemme
| havde råbt: "Hvad foregår her," og en kraftig hånd havde
| grebet Christen i skjortekraven.

| De to præster havde fortsat deres ordskifte, mens de langsomt
| skred frem ad vejen. De var ikke kommet hinanden nærmere,
| tværtimod. Efterhånden som de fik deres synspunkter uddybede,
| viste afstanden imellem dem sig at blive større og større. De
| blev opmærksomme på scenen ved vejen, og Bergmann greb straks
| lejligheden til at vise sin myndighed. Også Bojsen sprang over
| vejgrøften, efterfulgt af hesten, mens han udbrød: "Men goddag,
| Karen| Er du også kommet med i krigen. Du er vel ikke blevet
| såret, der er blod på din hånd|" "Nej, det er bare  - " Ha| Ha|
| Ha| Christen var ved Bergmanns mellemkomst sprunget op med alle
| tegn på den største forfjamskelse og med bukserne på hælene, hvad
| han dog ikke selv havde bemærket.  Trods sorg og modgang havde
| Karen dog bevaret noget af den oprindelige ungpigenatur. Hun
| formeligt eksploderede af latter, da hun så C.O. i den situation.
| Ja, hun ligefrem vred sig af latter. Bojsen var næsten lige så
| langt ude, selv den værdige Bergmann kunne ikke holde sig. Også
| Tolle Søren, hvem det ellers var gået mest ud over, idet han
| havde fået en blodig næse, var ved at revne af grin. Den eneste,
| der kunne bevare alvoren, var C.O., som nu var blevet opmærksom
| på sin mangelfulde påklædning. Den nervøse travlhed, han
| udfoldede - hastværk er lastværk - gjorde ikke sagen mindre
| komisk. Da latteren stilnede af, forlangte Bergmann en
| forklaring, som C.O.  netop var opsat på at aflevere. "Jo, jeg
| var netop i lag med at udlægge et kraftigt Guds ord for disse
| store syndere, og så--" "Ja, det hørte jeg, afbrød Bergmann, "
| det var så kraftigt, at du måtte af med bukserne for at give det
| rigtigt eftertryk." Atter kom der en kraftig latterbølge. Nu tog
| Bojsen Karen lidt til side for at få en sammenhængende
| forklaring. Da, hun kom til et vist punkt brød hun af og sagde:
| "For jeg er i omstændigheder." "Er det Hans," spurgte Bojsen og
| så vist på hende.  "Ja," svarede hun og gengældte hans blik.  "Så
| ønkser jeg dig inderligt til lykke. Jeg har altid så godt kunnet
| lide jer to prægtige mennesker." Karen blev så glad, nu det var
| sagt, og så uendelig lykkelig over, at Bojsen tog sådan på det.
| Hun fortalte nu resten af årsagen til klammeriet.  Bergmann stod
| endnu og hersede med de to stympere, uden at kunne fortå
| sammenhængen.  Bojsen gengav nu pigens forklaring, hvor han også
| måtte nævne dette om hendes tilstand.  Bergmann vendte sig mod
| Karen. "Der kan du se, Karen, hvad det fører til at gå andre
| veje. Hvis du havde gået i kirke hos mig, så havde du ikke
| ligget, som du gør. Da var du stadig blevet mindet om, hvad jeg i
| sin tid indprentede dig og alle de andre om synden og dens følger,
| men nu søgte du andre steder hen, og så glemte du, hvad jeg med
| så stor møje har lært jer - Og til Dem, pastor Bojsen vil jeg
| sige: Her er et typisk eksempel på, hvad conventikkelkristendom
| fører til." Før Bojsen fik svaret, fik Christen indskudt: "Og
| hvad det fører til, at der aldrig bliver prædiket om helvede."--
| Bergmann afbrød. "Hold du din kæft og pas dine bukser". - Bojsen
| sagde til Karen, der var blevet noget forknyt ved den
| irettesættelse, hun fik: "Du skal ikke tage dig det så nær, for
| disse gode mænd har også glemt et af Guds bud: Du skal elske din
| næste som dig selv." Bergmann vendte sig om og gik uden at tage
| afsked.  Den lille Jørgen havde opgivet jagten på de bissende
| køer og kom nu hen og stak sin hånd i Karens. Bojsen spurgte,
| hvad det var for en lille gut. Pigen gav i korte træk forklaring
| herpå og fortalte i hvilket forhold, de stod til hinanden.
| Bojsen sagde: "Du er en knop, min pige. Det skal blive mig en
| glæde, hvis der er noget, jeg kan hjælpe dig med; men vi træffer
| vel siden sammen. Jeg kommer til at skynde mig, jeg er blevet
| forsinket. Farvel, og Gud være med jer." Tolle Søren, som tavs
| havde været vidne, udbrød: "Det må jeg sige, du er en - en - en
| helt vidundertøs. Jeg kan godt se, at jeg har gjort uret mod dig
| og mor. Nu skal jeg nok hjælpe dig, så godt jeg kan.

| En 3-ugers tid efter denne episode begyndte der at gå rygter om,
| at der skulle sluttes våbenstilstand, og det varede ikke længe,
| før rygtet bekræftedes. Våbenstilstanden var sluttet på 7
| måneder, og soldaterne skulle hjemendes. Karen havde været mere
| forhåbningsfuld siden hint møde med præsterne. Nu ville hun nok
| være sin tilstand bekendt, og hendes stilling til omverdenen var
| blevet friere i samme forhold. Nu vidste hendes glæde ingen ende,
| nu var der igen håb om snarligt bryllup. Hun skrev derom til sin
| ven og foreslog ham, at hun skulle se at finde en lejlighed at bo
| i. Ernergisk, som hun var, kunne hun ikke afvente hans svar, men
| satte sig i bevægelse for at finde husly. Men nu kom der et andet
| rygte, der sagde, at det blev ikke alle soldater, der blev
| hjemsendt. Dette var atter en afkøling, men endnu var der håb,
| syntes hun. Dette håb bristede dog, da Hans' brev kom. Han var
| allerede blevet forfremmet til "Gefrejter" (underkorporal), og nu
| skulle han på underofficersskole.

| Dette var atter et hårdt slag for Karen. Havde Gud da slet ikke
| hørt hendes bønner. Jo, tænkte hun atter, det havde han nok, men
| han ville straffe hende for hendes store synders skyld. Ja, sådan
| måtte det være, hun måtte bære, hvad han lagde på hende. Når hun
| nu tænkte på den kommende vinter, og hvad den førte med sig. Og
| hun som ikke havde det, hvortil hun kunne hælde sit hoved? I det
| samme kom hendes tanker til at strejfe den lille Jørgen. Hvad
| skulle der blive af ham. Ja, det var endnu værre for ham. At det
| gik skævt for hende selv, ja, det var naturligt. Hun lå, som hun
| selv havde redt, men drengen, som aldrig havde gjort noget ondt,
| han skulle og måtte værnes mod verdens ondskab og tankeløshed. AT
| lade ham tilbage, når hun forlod pladsen her, det var ikke til at
| holde at tænke på.

| Tiden sled sig afsted og man var kommet hen på efteråret. De
| havde langt om længe fået indhøstet ved næsten overmenneskelig
| anstrengelse, og siden ved slægt og venners hjælp, da disse selv
| var færdige. Karens fader overgik for resten sig selv ved at
| blive på gården og hjælpe til med, hvad han kunne.  Det var
| ligesom, han ikke kunne undvære datteren, men skulle være i
| hendes nærhed.  Efterhånden, som tiden gik, voksede ganske
| naturligt Karens bekymringer for den nærmeste fremtid. En aften
| efter at være kommet i seng, overvældede de hende i den grad, at
| hun måtte tale med andre mennesker om det. Hun stod op og klædte
| sig på. Jo, de var gået til ro inde. Hun listede sig ud af bagdøren,
| og løb om til træskomandens. Der var de også gået i seng,
| men stod op og lukkede hende ind. Resultatet af denne rådslagning
| blev, at de den første søndag skulle følges ad til Skørpinge og
| dér forelægge sagen for præsten.  Der kunne være håb om, at han
| kunne finde på råd.

| Med besvær fik hun fri den søndag og kom afsted.  At præsten
| havde set dem, fik Karen bekræftet, da han kom på prædikestolen,
| for han talte udelukkende til hende, og så hende jævnligt lige i
| øjnene. Han talte om Guds uransagelige veje, om alt, hvad der for
| menneskelige øjne så ud som nederlag blev indgangen til stor
| lykke. Karen fik sådan en frejdig tro på, at hun var på den
| rigtige vej, at så snart gudstjenesten var forbi, ja, endnu før
| præsten var ude af kirken, var han sat ind i situationen. Om han
| vidste noget råd? Jo, det kunne han godt tænke sig. Der var et
| par gamle væverfolk i byen. Konen var opslidt, og manden
| skrantede så meget, at han ikke kunne tilfredsstille sine kunder.
| De kunne gå om og tale med dem med det samme. Uden at give sig
| tid til at lægge kjole og krave, gik han med derom. Jo, de gamle
| kunne godt tænke sig en sådan ordning, men de kunne ikke love
| nogen løn, ja, det kom noget an på, hvor hurtig hun kunne komme
| efter væveriet. Det værste var med sengelejlighed. Der var kun en
| stue, der var opholdsstue både nat og dag samt vævestue tillige.
| Men præsten lovede at låne dem en seng, så var den sorg slukket.
| Men hensyn til Jørgen var sagen ikke så lige til. Her kunne han
| ikke være, og det kom jo også an på, om Tjæreby kommune ville
| betale til et plejebarn i en anden kommune. Nå, men præsten havde
| ikke tid mere i dag, han skulle til annekset, men han trøstede
| Karen med, at der blev nok fundet en ordning, som
| tilfredsstillede alle.

| Samme eftermiddag skrev Karen til sin ven om sine dispositioner.
| Det var bare kedeligt, at hun ikke kunne skrive lige ud af posen,
| da han skulle have andre til at læse brevet for sig. Hun måtte
| synge en halvkvædet vise og håbe, at han forstod meningen.  Man
| nærmede sig november med stærke skridt, og endnu havde der ingen
| udvej vist sig med hensyn til Jørgen. En aften tog hun mod til
| sig og gik til pastor Bergmann. Om det ikke på en eller anden
| måde kunne ordnes sådan, at hun fik lov til at tage Jørgen med,
| når hun nu rejste til Skørpinge. Hun skulle nok sørge for, at han
| fik det godt, og hun forlangte ikke noget vederlag af kommunen
| for at holde ham.  Nej, aldrig i evighed. En kvinde af hendes
| beskaffendhed, hvor kunne hun i det hele taget komme i tanker om
| det. Karen indvendte, at hvis det nu havde været hendes egen
| dreng, så havde hun dog haft ret til at sørge for ham. Men
| præsten var ubønhørlig. Hvad garanti kunne en kvinde som hun
| stille for, at drengen fik den materielle og åndelige pleje, som
| var nødvendig for et barn.

| Nej, Christen Olsen havde taget drengen for et år foreløbig, og
| derved skulle det blive; at han var gået for langt ned med
| vederlaget, var en sag for sig, men det var ham selv, det gik ud
| over.  Nej, den vej var ufremkommelig for Karen.  Den sidste
| søndag i oktober gik hun atter til Skørpinge, men det blev kun
| til skuffelse for hende. Bojsen var som medlem af den
| grundlovgiende rigs forsamling i København, og der var messefald
| i hans kirker. Så kom hun til at gå til hans kone, det kunne
| være, at hun vidste besked. Først kneb det med at gøre
| præstefruen begribeligt, hvad det drejede sig om; da dette
| lykkedes, kunne denne ikke give anden besked, end det kom til at
| være, til præsten kom hjem om 8 dage. Forøvrigt var fruen ret
| reserveret overfor Karen.  Denne hørte endog, at fruen overfor
| andre udtalte sig om, at hun var meget foruroliget for alt det,
| hendes mand lå og rodede sig ind i.  Nu vidste Karen ikke
| anden udvej end at gå til de gamle væverfolk og af dem få
| tilladelse til at have drengen hos sig der, til hun fandt en
| anden udvej eller i hvert fald til præsten kom hjem. De gamle
| have imidlertid ved nær mere eftertanke fortrudt den akkord, de
| havde gjort. Præsten havde jo ligefrem overrumplet dem hin
| søndag, men en aftale var en aftale, men at udvide den til også
| at omfatte hendes dreng, nej, det gik de ikke ind på.

| Atter var Karens humør langt nede. Det blev en trist vandring
| tilbage til Tjæreby. Vanskeligt havde hun ved at gå langt nu, og
| mismodet truede stadig med at tage magten fra hende. Omsider kom
| hun dog til træskomanden, men nu brast det for hende, og hun
| hulkede, da hun fik sat sig. De rare folk trøstede hende, så godt
| de kunne.  Hun skulle bare slå sin lid til Gud, så blev det nok
| ordnet for hende på bedste måde. Hun blev atter roligere, og da
| hun gik hjem, var hun sikker på, at der nok ville ske et eller
| andet under, så hun blev fri for at efterlade sin kære dreng her.
| Den første november oprandt og der var ingen ting sket. Jørgen
| var gået i skole om morgenen, det var godt, så slap hun for at
| tage afsked med ham.  Præstens karl fra Skørpinge var kommet for
| at hente hende og hendes tøj. Hestene skulle have et foder, mens
| tøjet blev læsset. Karen var i en underlig søvngængeragtig
| sindstilstand, hun hørte og så alt omkring sig, men det var hende
| altsammen så uendelig ligegyldigt.  Hun hørte, at præstens karl
| frittede ud om hende, og hun hørte, at manden svarede, at hun var
| dygtig til sit arbejde, men stemplet. Det vil sige, hun kunne
| ikke tåle, at der blæste en vind på drengen, så farer hun lige i
| hovedet på en. "Er det dog ikke rædsomt dumt at tage sig så meget
| af sådan en knægt, som dog ikke var andet end en horeunge, og som
| slet ikke kom hende det mindste ved. Men sådan er tiden nu om
| stunder;" nu slog C.O. over i sit yndlingsemne: I prædiketone at
| behandle menneskers, især ungdommens uforstand.

| Nu sad hun på vognen; da kom Jørgen ind af porten. Degnen skulle
| skifte pige i dag, derfor var de sluppet før sædvanligt. Da
| drengen så, hvordan sagerne stod, løb han hen og rakte armene op
| mod hende, mens han grædende råbte: "Du må ikke rejse fra mig."
| Øjeblikkeligt var det, som tågen var forsvundet omkring Karen;
| hun sprang af vognen og omfavnede drengen, mens de begge to græd
| omkap. Denne scene virkede meget stærkt på karlen, der sad på
| vognen. C.O. kom nu hen til Karen, og på sin søde og smiskende
| måde, som han altid benyttede sig af, når han havde rævestreger
| for, sagde han: "Hør lille Karen, kunne vi to ikke slå en lille
| handel af. Hvor meget vil du give mig i leje af Jørgen i vinter."
| "Hvad vil du have?" "8 rdl., men så skal du også love mig at være
| rigtig god ved drengen, og så skal han komme igen til majdag."
| "Men så," spurgte Karen, "de 5 rdl., du skal have af kommunen,
| hvordan med dem." "Det kommer ikke denne sag ved. Vil du give mig
| 8 rdl., så kan du tage drengen med på de betingelser, som jeg har
| sagt." Karen tænkte sig om; 8 rdl. var netop den pengeløn, hun
| havde fået udbetalt for sommeren; hvad så med de udgifter, som
| måtte og skulle komme? "Jeg vil give dig 4," sagde hun.  "Så
| bliver der ingen handel," sagde han.  "Ja, så i Guds navn 6 rdl."
| "Kom, min dreng, lad og gå ind," smiskede rævepelsen, mens han
| trak i drengens hånd.  "Tag så alle 8, men du er en djævel,
| Christen." "Men så møder du her med drengen den 1. maj?" "Ja,"
| hviskede Karen, mens hun afleverede sin sommerløn.  "Det hører I
| andre på," sagde C.O., mens han omhyggeligt gemte pengene i sin
| vestelomme.  Mens de kørte vejen, fortalte hun karlen om hele
| sammenhængen, fortalte til lige, at hun gruede for de nærmeste
| dage, fordi hun ikke havde nogen tilladelse til at have drengen
| med, men var der ingen anden udvej, måtte det vel være til at få
| lov til at ligge i en stald om natten.  Da karlen kom tilbage til
| præstegården, var folkene og præstens børn samlede i folkestuen.
| Karlen fortalte om sine oplevelser på turen. De indtryk, han
| havde modtaget, forplantede sig til hans tilhørere. Præstens
| datter, Juta, en pige på 12-13 år, løb sporenstrengs om til
| væverens og fandt Karen og Jørgen fortvivlelsen nær. De gamle
| skikkelige væverfolk bebrejdede Karen, at hun havde taget drengen
| med trods udtrykkelig aftale.

| Nu fløj døren op og Juta brasede ind uden at give sig tid til at
| hilse og sagde: " I skal ikke være kede af det, jeg skal nok
| hjælpe jer. Mor er ikke hjemme i øjeblikket, men kom med begge to
| om til os, når mor kommer hjem, finder hun nok på råd." Henvendt
| til drengen sagde hun:"Er det dig, der hedder Jørgen. Nu skal du
| aldrig mere tilbage til den grimme mand." Da præstekonen kom hjem
| og var sat ind i situationen, tog hun godt mod de fremmede, og
| det blev aftalt, at Jørgen skulle blive i præstegården, til man
| fandt en plads til ham,.  Da Karen var kommet til ro den aften i
| sit tarvelige kammer blev hun grebet af en lykkefølelse, som
| virkede så meget kraftigere efter den højspænding, hun havde gået
| i i den sidste tid. Hvor havde hun dog meget at være taknemlig
| for. Kun kedeligt, at hun ikke kunne fortælle Hans om sin lykke;
| hun kunne nok skrive, men det var ikke det samme. Om hun gjorde
| sig aldrig så megen umage, kom det altid til at se så
| hverdagsagtigt ud på papiret.  Hertil virkede også den hindring,
| at det var fremmede, der skulle læse brevene for ham.

| Et par dage efter ankomsten til Skørpinge kom hendes fader for at
| se, hvordan det gik, eller måske snarere fordi han ikke kunne
| undvære datteren længere. Hvis hun ikke havde noget imod det,
| ville han prøve at få noget arbejde deromkring, han troede nok,
| at han kunne nu. Se, her på en fremmed egn kunne han ligesom
| begynde et nyt liv.  Den antipati, som han mødte mere eller
| mindre åbenlyst i Tjæreby sogn, var han fri for her. Ja, selv
| øgenavnet kunne han måske blive kvit her.  Karen kunne kun
| billige arrangementet, og Søren gik på opdagelse efter arbejde.
| Allerede dagen efter kom han igen, nu havde han plads til Jørgen.
| Hos et par ældre folk, der havde et mindre sted, måtte han være
| foreløbig, måske for bestandig, men de kunne ikke gøre det helt
| uden vederlag, men nu havde Søren gjort den akkord, at han skule
| tærske deres avling - manden havde nemlig en dårlig arm - i
| vinter uden andet vederlag end opholdet.

| Karens moderlighedsfølelse gjorde stadig nye erobringer, nu omfattede
| den også hendes egen fader. Alt sammen bidrog til, at hun nu atter
| følte sig, som om hun befandt sig på den grønne gren.  Toppunktet
| syntes hun at nå om søndagen, da træskomanden fra Tjæreby kom med
| brev fra Hans. Dette var kommet til Tjæreby.  Postbesørgelsen den
| gang foregik i reglen således, at sognepræsten 2 eller 3 gange om
| ugen lod posten hente på posthuset.  Efter en sortering lod han
| brevene gå videre til skolen, hvorfra skolelærerne lod dem
| besørge videre med skolebørnene.  Træskomanden havde fået fat i
| dette brev og påtog sig den videre besørgelse.

| Et brev fra Hans var altid spændende, selv nu da der ikke var
| egentlig krig; det bedste ved det var, at han selv havde skrevet
| det. Han gik i skole hver dag og gjorde store fremskridt, så for
| fremtiden kunne hun trøstig skrive om alt, da han selv kunne læse
| dem.  Allerede samme dag skrev Karen følgende brev til Hans:

| 				Skørpinge 5. november 1848

| Min allerkæreste ven|

| Jeg vil gribe i pennen og fortælle dig hvor godt jeg har det og
| jeg er nu kommet i min nye plads og har det godt her og som du
| véd, venter jeg mig til jul. Gud give, at det var vel overstået.
| Men det går nok, folk er så flinke her. De gamle væverfolk var
| tit gnavne, fordi jeg havde lille Jørgen med.  Jeg kunne ikke
| nænne, at han skulle blive hos Christen Olsen, men så var jeg
| heldig at få plads til ham, og nu går det godt. Jeg kan slå lige
| så meget sammen som væveren om dagen af lærred, men jeg sidder
| også der og hopper fra klokken 5 morgen til kl. 9 aften. Du kan
| også tro at præstens er gode ved mig og præstens børn også. De
| kommer hver dag og ser til mig.  Især er der en tøs, der hedder
| Juta, hende er jeg meget glad for.  Hun binder på et par hoser
| til dig, og vi glæder os allesammen meget til, at hun får dem
| færdig, så de kan blive sendt af sted.  Jeg beder til Gud om, at
| krigen må få ende nu til marts, når stilstanden udløber. Pas nu
| endelig på at du ikke forkøler dig på de strenge øvelser, som du
| skriver om, for vinterkulden er lumsk, og er der noget, du
| trænger til af uldent, så skriv bare. Jeg har endnu 2 pund uld af
| min sommerløn; det kniber bare med at få det kartet og spundet,
| når jeg skal væve altid. Der er så meget, meget mere, som jeg
| skulle fortælle dig, men det kommer til at være til foråret, når
| du kommer hjem. Mange tusind kærlige hilsener fra din egen Karen.
| Jeg har kysset dette brev mange gange, kan du smage det.-

| 			       Skørpinge, 1. januar 1849

| Allerkæreste Hans|

| Nu skal du bare høre nyt. Du og jeg har fået en lille datter; du
| skulle bare se hende, hun er så sød og så buttet. Det skete i
| torsdags, og jeg har det rigtig godt, og tænk dig en gang:
| gårdmandskonerne kommer med barselsmad til mig ligesom jeg var en
| af deres egne; det kommer fra præstegården af, det kan jeg godt
| mærke. Folk er så rare ved mig allesammen.  Véd du, hvad jeg tit
| tænker på: at det har så forfærdelig meget at sige, hvordan
| præsten er i et sogn; det var ikke i Tjæreby sogn, at det var
| gået sådan for mig. Og alle dem, der kommer, skal se pigen, og de
| siger allesammen, at det er en vidunderlig tøs, men det er også
| rigtig nok, og hun er så trind og buttet som en 4-ugers pattegris
| og så er hun så god og sover hele natten.  Jørgen har også været
| her og han er så glad for hende og vil gerne holde hende. Ham går
| det så godt med, og fader har også været her, og ham går det også
| godt med. Jeg kommer til at slutte, for jeg er træt, men når jeg
| kommer op, skal jeg fortælle dig om al den glæde, jeg oplever i
| denne tid og håber, at du må være lige så glad og tilfreds som
| jeg.  Lillepigens hånd har rørt ved dette brev, så hun sender
| også hilsen til sin fader.

|     Din egen Karen.

| ------

| Desværre gik det tilbage med væverens helbred, og hele væveriet
| var snart helt overladt til Karen, det vil sige konen hjalp til,
| når der skulle sættes nyt på væven. Der blev ved at komme lige
| meget arbejde, da folk var godt tilfreds med arbejdet. Hun var
| ellers spændt godt for med arbejde, da hun nu også fik den opgave
| at passe et dødsygt menneske. Dette gjorde hun så godt, at både
| lægen og præsten beundrede hende. Efter væverens død bad den
| gamle distriktlæge hende om hendes bistand i et andet lignende
| tilfælde i hans praksis. Også det arbejde tog hun som en
| selvfølge. Hun havde øvelsen, så var det naturligt, at hun hjalp,
| hvor hjælp var behov. Inden hun selv vidste af det, var det
| blevet almindeligt, at i svære sygdomstilfælde blev "væverpigen
| fra Skørpinge" tilkaldt som "vågekone". Begrebet sygeplejerske
| var endnu ikke opfundet, der gik mange år efter dette, før det
| skete. Men derfor var der alligevel kvinder, der havde anlæg i
| den retning.  Patienterne og lægerne fandt dem, og når de drev
| det som erhverv blev de kaldt vågekoner.

| Uden at Karen havde gjort noget for det, stod hun overfor den
| kendsgerning at skulle have hjælp til væveriet. Denne hjælp fandt
| hun i sin egen fader.  Han kunne stadig ikke undvære datterens og
| nu også datterdatterens nærhed.  Kunsten at slå lærred sammen,
| når det var sat på væven, var ikke så stor og forøvrigt kunne den
| gamle væverenke nok vejlede ham.  Enken var ellers barnepige.

| Karens liv kom efterhånden ind i regelmæssige former. Hun havde
| altid nok at gøre med sine patienter, det skulle lægerne nok
| sørge for. Med hensyn til løn for sit arbejde var der aldrig
| aftalt nogen form for vederlag. På landet var det reglen, at hun
| fik madvarer med hjem og undertiden et stykke hjemmelavet tøj.  I
| byen fik hun i de fleste tilfælde penge, hvad folk ville give
| hende. Hun var ikke selv i stand til at vurdere sit eget arbejde.
| Det faldt hende aldrig ind, at det var for lønnens skyld, hun
| arbejdede. Hun og hendes levede derfor som himlens fugle, såede
| ikke, høstede ikke og samlede heller ikke i lade, og dog levede
| de helt godt. Hvis hun til en eller anden tid havde rigeligt med
| fødevarer, så var der altid nogen, der havde for lidt, som kunne
| hjælpes på den måde. Hun var derfor meget vellidt af store som
| små. Hendes naturlige gode humør virkede som en solstråle, hvor
| hun kom, og derfor var hun til så megen velsignelse.  Hendes
| brevveksling med kæresten var også kommet ind i en vis regelæssig
| hed. Hun havde efterhånden fået mere øvelse i at skrive, og Hans
| var blevet en hel skribent, kun syntes hun undertiden, at det var
| sådan en underlig kommanderende tone, der kom frem i hans breve.

| Dette opdagede hun siden, at det stammede fra, at hans
| skriveøvelser bestod af at skrive rapporter. Forøvrigt var han
| avanceret til korporal.  I forsommertiden fejrede Karen en
| triumf, som morede hende meget.  Da tiden nærmede sig, hvor hun
| efter aftalen skulle aflevere Jørgen igen til C.O., gik hun til
| pastor Bojsen og spurgte sig til råds. "Nej, selvfølgelig skal
| han ikke tilbage, men lad bare mig om det, det skal jeg nok
| ordne," sagde han.  Bojsen skrev så til amtet og forespurgte, om
| den fremgangsmåde var lovlig, at et sogneforstandermedlem kunne
| tage et plejebarn af kommunen og bagefter leje det ud igen med
| stor fortjeneste for sig selv. Nu blev der rodet op i sagen og
| langt om længe kom resultatet: C.O.  måtte betale Karen de 8 rdl.
| tilbage samt kommunekassen de 5 rdl., som han skulle have i
| plejeløn og endvidere en bøde på 5 rdl.

| Efterhånden gik tiden og man var kommet langt hen på sommeren
| 1849. Krigsbegivenhederne havde hidtil ikke gået så godt, fordi
| prøjserne hjalp oprørerne.  Folk var ved at blive lede og kede af
| krigen, som aldrig synes at ville få ende, og der skete endda
| ingen ting. Da på een gang kom der fart i begivenhederne. Den 6.
| juli om aftenen, efter at de fleste var gået i seng i Skørpinge,
| kom præstens Juta stormende og buldrede på porte og døre. "Der
| har stået et stort slag ved Fredericia og vi har vundet, men der
| er så farligt mange døde og sårede." Derefter til det næste hjem
| med samme besked. Præstens børn havde været i Slagelse lige før
| aften efter post, og kom nu hæsblæsende hjem for at fortælle den
| store nyhed, og derefter rundt i byen for at gøre så mange som mu
| ligt delagtig i den store glæde.  Det blev ikke til megen søvn
| for Karen den nat. Hun var tilfældig hjemme, hun havde ikke så
| travlt i øjeblikket. Hvordan mon det dog var gået Hans, mon han
| lå kold og stiv nu eller lå han og våndede sig i smerte? Kunne
| hun bare løbe derover, hun skulle ikke vige tilbage for nogen
| anstrengelse for at hjælpe, hvor hjælp tiltrængtes, men det var
| umuligt.  Hun mindedes en anden gang, for 2 år siden, da hun også
| var så villig til at hjælpe: klinegildet i Tjæreby. Hvor havde
| hun dog været barnagtig den gang, men for resten kunne hun gøre
| det samme i dag, hvis det havde været muligt.  Hvad var det| Var
| der ikke et menneske, der våndede sig? Nej, det var bare hendes
| opskræmmede fantasi, og dog alligevel, hun lyttede atter, nej,
| der var ikke noget. Tilsidst fandt hun trøst ved at bede, men
| hvor var det svært at sige: "Ske din vilje.." Hun havde aldrig
| vidst, at den bøn var så svær.  Tidlig næste morgen tog hun
| benene på nakken og gik til Slagelse for at høre nærmere besked.
| Der var mange folk i byen, for alle der havde pårørende derovre,
| var spændt på at høre om deres skæbne. Her blev navnene på de
| døde og sårede slået op i dagens løb, og heldigvis var Hans' navn
| ikke blandt dem.  Dagen efter fik hun også brev fra ham, at han
| var uskadt, dog havde der været flere kugler i umiddelbar nærhed
| af ham.  Alligevel bragte Fredericiaslaget forandring i hendes
| levevis. Alle de sårede, som det kunne lade sig gøre med, blev
| flyttet til Københavns Garnisionssygehus eller til midlertidige
| lazaretter. Derfor blev der en stor mangel på kvalificerede
| vågekoner. Hendes ven, den gamle læge, opfordrede hende stærkt
| til at rejse ind og melde sig, hvad hun også gjorde.  Det kunne
| da være, at hun kunne gøre lidt nytte og det kunne heller aldrig
| skade at få udvidet sine erfaringer på dette område.

| Det blev imidlertid en stor skuffelse for hende.  Militærlægerne
| var gjort af et hårdt materiale. Skældsord og eder var der ikke
| mangel på. Disciplin skal der til, det gjaldt både patienterne og
| deres plejersker. Især var hun ked af de andre vågekoner. Det var
| nogle rapkæftede kællinger, der ingen egentlig uddannelse havde -
| så lidt som hun selv - men de havde erhvervet sig et vist håndelag
| til at omgås syge mennesker, og derigennem tjene til livets ophold.
| Især blev Karen forbløffet over den rolle, som lønspørgsmålet
| spillede herinde. Så snart der var en lejlighed  til at tale
| sammen, drøftede de muligheden af at gøre et kup, ved pludselig
| alle sammen at sige stop: "Ikke ud af stedet, før vi får dobbelt
| så meget i løn." Som forholdene var i øjeblikket, havde de grund
| til at vente, at kuppet ville lykkes, nu da der var så stor
| belægning. "Lad dem bare undvære os en dag og patienterne
| begynder at dø eller i hvert fald bliver dårligere, så skal de
| nok gå til truget, d'hrr. professorer eller hvem, der havde med
| styrelsen at gøre af "grødslottet".  Karen væmmedes ved denne
| tanke, og spagfærdigt lod hun falde en bemærkning om, at hun
| syntes, det var synd for de arme patienter.  "Synd, siger du, er
| det ikke også synd, at vi skal gå her for sulteløn og ikke få del
| i livets goder, men for resten havde sådan et gudsord fra landet
| bedre af at blive derude, hvor hun hørte hjemme, og ikke komme
| herind og spolere håndteringen for honette mennesker." Iblandt
| vågekonerne var der en, der åbenbart havde kendt bedre dage;

| Madam Petersen hed hun. Denne deltog ikke så højrystet i
| forhandlingerne, endskønt hun vist ellers bifaldt de synspunkter,
| som her blev gjort gældende. Karen, der stod helt alene og følte
| ensomheden, sluttede sig nærmere til Madam Petersen, som også tog
| hende under sin beskyttelse. Karen blev inviteret med hende hjem
| i den knap tilmålte fritid. Det var dog ikke for, at der var
| nogen samstemmighed mellem de to kvinder i livssyn. Madam
| Petersens syn på tilværelsen var den: Du skal aldrig tro helt og
| fast på nogen eller noget, men derimod stille dig tvivlende til
| alt og alle, så bliver du ikke så skuffet, når sandheden kommer
| frem. Du skal ikke være så naiv at tro på menne skekærlighed, thi
| når denne bliver klædt af for alle de fraser, den bliver behængt
| med, så vil det vise sig, at det altid er egenkærlige
| særinteresser, der er det egentlige motiv. Når sådanne
| særinteresser bliver udstyret med passende flitter og stads og
| udgivet for menneskekærlighed, da er de i stand til at vildlede
| det store naive publikum, og vedkommende, der har sat det i gang,
| det være sig enkelt mand eller hele samfundslag, kan høste
| profitten.  Dette var helt nye tanker for Karen og hun følte, at
| de var absolut forkerte, men hun havde ikke øvelse eller
| udvikling nok til at debattere spørgsmål af den slags.

| Trods det afvigende livssyn kom Karen jævnligt i Madam Petersens
| hjem, ganske simpelt fordi hun ingen andre steder havde at gå,
| når hun følte trang til at komme ud af al den uhygge, som hun var
| vidne til hver dag, og lidt efter lidt dæmrede den tanke hos
| hende, at det nu ikke var helt hen i vejret med Madam Petersens
| theorier.  Hun begyndte selv at spejde efter skjulte bevæggrunde
| overfor daglige forteelser, og hun kunne mærke, at hun tit havde
| fordel deraf.  Efter en måneds forløb var det hendes hensigt at
| rejse hjem. Da hun meddelte overlægen dette, bad han hende om at
| blive lidt endnu, så skulle hun få en lettere plads.  Hun skulle
| kun have to patienter, officerspatienter, at passe. På overlægens
| gentagne opfordring slog hun til. Hun vidste, at alt gik godt
| derhjemme.  Overlægen havde antydet, at der nok blev en del
| drikkepenge, hvis hun kom godt ud af det med sine "plejebørn".
| Ligeledes blev der lejlighed til at få god mad. Officererne fik
| nemlig mad fra byen hver dag, og der var altid rigeligt. Det ene
| med det andet gjorde, at Karen blev der foreløbig, for, som hun
| sagde til sig selv. "Madam Petersen siger, at som man reder, så
| ligger man. Hvis man ikke selv bygger på sin fremtid, er der
| ingen andre, der gør det." Det blev kronede dage for Karen nu,
| hendes patienter var lette at omgås, og hun havde megen fritid.
| Hun fik god mad - bedre end nogeninde før, hun hav de rigeligt
| med penge til sine få fornødenheder.  Alligevel havde hun det
| ikke så godt med sig selv, med sit eget sind, hun var utilfreds
| med så meget.  Hun kunne ikke undgå at se, hvad der foregik i
| smug mellem de opgående patienter og vågekonerne. Dette kom ikke
| hende ved direkte, men det ledte tanken hen på livet derovre i
| felten.

| Hun kom til at tænke på et brev fra Hans for længere tid siden,
| hvor han fortalte om forholdene i et kvarter på Fyn, hvor han
| havde det særligt godt. I brevet havde han i forbigående nævnt,
| at der var en datter på gården, men ikke omtalt denne nærmere, så
| Karen ikke vidste, om denne pige var ung eller gammel, køn eller
| grim, kort sagt intet. Nu slog det pludselig ned i Karen, at hun
| muligvis havde en rivalinde i denne pige. Dette slog hun dog hen,
| der havde aldrig været grund til at tvivle, om Hans' troskab, men
| alligevel kom tvivlen igen. I forbindelse med det materielle
| livssyn, som hun var kommet i berøring med, udhulede det hendes
| sjæl, uden at hun selv vidste det. Det kom over hende sommetider,
| som hele verden var på tværs for hende, og hendes skæbne hård.
| Var den tossede krig ikke kommet, så havde hun nu været en gift
| kone et sted dernede i Tjæreby sogn, og da havde det været godt
| altsammen. Dette var dog forbigående stemninger, men de gentog
| sig, uden at hun kunne forhindre det.  I Hans' breve spejdede hun
| forgæves efter omtale af kvinder, med mindre den eller den
| vending skulle underforstås på en særlig måde. Ligefrem at spørge
| ham, om der var andre kvinder, der havde gjort indtryk på ham,
| kunne hun dog ikke få sig selv til. Der var også en anden ting,
| der var i begyndende udvikling hos hende, det var, at hun ofte
| fandt, at hendes medmennesker, navnlig hendes daglige
| omgangsfæller tog for lidt hensyn til hende både her og der.

| Altsammen beviser for, at hendes sædvanlige sindsligevægt var
| rokket.  Hendes patienter og deres slægtninge, der kom i besøg,
| var rare og flinke ved hende, alligevel kunne hun ikke frigøre
| sig for den tanke, at der muligvis var noget lumskeri bag ved.
| Dette fik hun dog ingen bekræftelse på. Hendes patienter blev
| stadig bedre, og efter et par måneders forløb var de kommet så
| vidt, at Karens hjælp var unødvendig. Længselen efter hjemmet var
| og så vokset hos hende, hvad der var ganske naturligt, blandt
| andet også fordi hendes sind havde været mere ligevægtigt der.
| Hun rejste derfor hjem, og fandt alt i bedste velgående. Den
| lille pige trivedes godt og gik stærkt frem i udvikling. Karen
| mente, at pigen kunne kende hende igen. Jørgen var stadig i samme
| plads, han var vokset fast der, og kunne ikke undværes. Hendes
| fader passede væveriet ved Marens (væverenkens) bistand. Også
| lægerne havde brug for Karens hjælp, så alt var i god gænge igen.
| Men alligevel var der noget forandret. Karen havde opsparet sig
| 20 rdl., og de skulle gerne forøges, så der blev noget at sætte
| bo for.

| Hans kunne selvfølgelig ikke komme med noget, og de kunne da ikke
| nu flytte ind i en tom indsidderstue.  Det var virkelig
| nødvendigt for Karen at tænke på fremtiden. "Som man reder, så
| ligger man".  Heldigvis var der også håb om, at dette ville
| lykkes.  Udviklingen gik i den retning, at det mere og mere blev
| fine folk i Slagelse og på de store gårde, der havde brug for
| hende.  Trods disse lyse udsigter ville den glæde, hun
| tidligere havde følt, ikke rigtig indfinde sig. Vel var det
| morsomt at tænke på de 20 rdl. derhjemme på kistebunden, men det
| var ikke morsomt, når hun mødte armod og elendighed rundt om sig,
| hvor 20 rdl. kunne gøre underværker, men nej: "Enhver er dog sig
| selv nærmest". Denne spænding i sindet var næsten ikke til at
| udholde, men foreløbig skulle ingen få noget at vide om de 20
| rdl.  Hendes glæde over smukke klæder var også blevet udviklet
| under hendes Københavnstur, og heldigvis behøvede hun heller ikke
| her at spare, hun kunne gå ordentlig klædt uden at angribe sin
| lille kapital.  Mens hun var i København havde hun lagt planer om
| en brun hvergarnskjole af et bestemt snit. Den skulle samtidig
| vise, at hun var bondepige og ikke gav sig ud for andet, men
| også, at der kunne anvendes finesser, som købstadsfolk brugte,
| hvad der også ville fremhæve hendes figur. Det varede ikke længe,
| før hun blev i stand til at få denne kjole, og den kom til at
| svare til hendes forventning så fuldt ud. Denne kjole skulle hun
| have på, når Hans kommer hjem, ja, også ved andre højtidelige
| lejligheder.

| Angående Hans, så havde hun længe ventet hans hjemkomst. Alle de
| ælde år gange var hjemsendt efter Fredericiaslaget, men de yngre
| årgange blev stadig tilbageholdt, og for Hans' vedkommende gjaldt
| det, at han som underofficer blev benyttet til at uddanne
| rekrutter, så det blev ikke så snart med hjemkomsten. Nå, men
| kjolen kunne også tåle at gemmes, den blev lagt pænt sammen og
| gemt dybt nede på bunden af hendes kiste.  Når Karen nu gjorde
| sin stilling op, havde hun grund til at glæde sig. Hun havde gode
| klæder og lidt på kistebunden og udsigt til mere, bare kedeligt,
| at det var, som hun havde samvittighedskvaler netop på dette
| punkt, hver gang hun så nød og fattigdom. Der var nu den fattige
| soldaterenke fra Rosted med de to børn, hun måtte stadig ud at
| bede om lidt i Guds navn for at opholde livet for sig og sine.
| Men der var nu det at sige om det, at når samfundet havde taget
| hendes forsørger, så havde dette også pligt til at forsørge
| hende. Desværre så sogneforstanderskabet ikke sådan på sagen.
| Hvis hendes mand var død hjemme af sygdom, havde der ikke været
| nogen medynk, så havde hun været henvist til at forsørge sig selv
| og sine børn, og det så ud, som der ingen bund var i hendes
| husholdning. Lige meget, hvor megen privat hjælp hun nød, blev
| hendes fattigdom ved at være lige stor. Karen kunne da slå fast
| overfor sig selv, at her havde hun ingen grund til
| selvbebrejdelser.

| På denne tid havde Karen sin virksomhed i Slagelse, og hun kom
| kun hjem til Skørpinge en eller to gange om ugen, når længselen
| efter lillepigen blev for stærk. Nu var denne et årstid og kunne
| kende sin moder til stor fryd for denne. Ja, så havde Karen en
| glæde til på disse besøg. Det var at tage den nye kjole frem og
| betragte den efter alle leder og kanter.  En dag kom Søren og
| opsøgte sin datter; hans ansigt bar præg af stor sindsbevægelse,
| og Karen kom til at ryste bare ved at se ham.  "Hvad er der dog
| sket, der er vel ikke noget i vejen med...."

| "Din kjole er stjålet|" "Det er da vel ikke sandt. Er der så ikke
| taget mere?" Søren forklarede, at aftenen før havde han været
| borte med en rulle lærred, mens Maren og barnet havde været en
| omgang omme i byen, og i den tid måtte det være sket.  De havde
| dog ikke anet uråd før om morgenen, da de så, at nøglen sad i
| kisten, og da de skulle se nærmere til, var alt i kisten
| gennemroet og kjolen manglede. Karen blev vred, at de ikke
| passede bedre på hendes sager. Det værste var, at hun havde 20
| rdl. i kisten og så, om han ikke havde set noget til dem. Det
| havde han ikke, men havde heller ikke ledt efter dem, da han ikke
| vidste, at de skulle være der. Karen måtte en omgang hjem og
| konstaterede, at de 20 rdl. var væk tillige med kjolen og andre
| småting foruden.  Dette var et drøjt slag for Karen; hun var
| vred, så det kunne forslå noget.  Både  Maren og Søren var så
| uendelig kede af det, men de kunne ikke gøre ved det. Nøglen
| havde ligget på det sted, Karen selv havde valgt til den, og der
| var ingen, der havde rørt den, siden Karen selv havde gemt den.

| Karens vrede blev nu rettet mod den ukendte tyveknægt, og det var
| ikke blide ord, der faldt, men han kunne bare vente, til politiet
| fik fingre i ham, så skulle han, såvidt det stod til Karen, komme
| til at lide lovens stengeste straf.  Efter nogle dages forløb
| faldt hendes vrede mere til ro.  Mon dette var et fingerpeg fra
| Gud, måske en straf, fordi hun havde vist så stor glæde over at
| besidde noget, som, når alt kom til alt, der var andre, der havde
| mere brug for end hun selv.  Hvordan var det nu, det lød dette
| ord om liggendefæ i himlen og på jorden.  Der begyndte at dæmre
| noget i hende om, at det var i grunden den glæde, hun havde haft
| af sit gods, der netop var årsagen til den splittelse i sindet,
| som hun havde lidt under i den seneste tid.  Men alligevel at slå
| en streg over en sådan skarnsstreg kunne hun ikke få sig selv
| til. Sådan en gemen tyveknægt skulle straffes. En anden sag var
| det, hvis det var et menneske, der af nød og trang havde
| forgrebet sig, for eks. soldaterenken... Ja, mon det ikke skulle
| være hende... Hvis dette skulle være tilfældet, hvad skulle Karen
| så gøre. Ja, det kunne ikke afgøres på stående fod; det kendte
| Karen hende for lidt til, men hun gjorde ellers et
| tilforladeligt, men forknyt indtryk. Karen blev enig med sig selv
| om først at prøve, om der var grund til mistanke, dernæst at
| indlede nærmere bekendtskab med enken og derefter tage
| bestemmelse om, hvorvidt hun ville tage an meldelsen om tyveriet
| tilbage eller meddele politiet om sin mistanke.  I morgen tidlig,
| søndag morgen, ville hun lægge vejen til Skørpinge over Rosted og
| der se at komme til at tale med enken, for eks. gå ind hos hende
| og spørge om vej der eller derhen. Som tænkt så gjort. Enen
| beboede en gam melindsidderstue. Der var rent og pænt, det så
| Karen straks. Børnene var alene i stuen.  Jo, mor kommer vist
| snart. Da konen, Line hed hun, kom ind og så Karen, blev hun
| blussende rød i ansigtet. Samtidig så Karen, at hun havde et
| huebånd af en bestemt slags. Karen havde købt det i København og
| kunne kende det igen, da den slags ellers var helt ukendt på
| denne egn. Her var ingen fejltagelse mulig, men også Karen blev
| rød. Nu følte hun for alvor, at hun havde en stor skyld, måske
| hele skylden, fordi hun ikke havde hjulpet i tide. Denne kone var
| ikke et slet menneske, det måtte være fortvivlede forhold, der
| havde bragt hende i denne stilling. Der stod de to kvinder
| overfor hinanden lige brødebetynget, lige forlegne. Uden nogen
| indledning gik Karen hen og tog Lines hånd og sagde: "Tilgiv mig,
| jeg skal nok hjælpe dig, alt det jeg kan." Line så undrende på
| Karen, men da brød det pludseligt ud af hende: "Å, jeg er så
| ulykkelig, der er ingen mennesker, der kan hjælpe mig." Begge
| kvinder græd.  Begge havde en umiddelbar følelse af, at de har
| havde en veninde, som de kunne betro sig til. Line forklarede nu,
| hvorledes hendes stilling var.

| Hendes afdøde mand havde en alimentationssag fra før hun kendte
| ham, der var blevet ordnet i stilhed, således at han skulle
| betale en vis sum en gang for alle. Desværre havde han ikke denne
| sum, men fik resten hos en ågerkarl i Slagelse imod store renter
| og et nærmere aftalt afdrag hvert fjerdingår. Det var også gået
| godt lige til krigen kom og manden blev indkaldt, hvorved han
| blev forhindret i at betale både renter og afdrag, som derefter
| blev føjet til summen. Under trusler om at skandalisere manden,
| havde han tvunget konen til at gå ind på at betale af på gælden.
| Nu kom den store ulykke til, at manden var faldet og hun stod
| alene med børnene, alt hvad hun kunne rive og skrabe sammen,
| kunne hun putte i det bundløse hul, som ågerkarlens lomme var.
| Denne, der tillige drev forretning med alle mulige ting, pinte
| hende tidlig og sent for afdrag og føjede til, at hun godt kunne
| betale med varer.  "Hvor hun skulle skaffe sig varer fra?" Det
| kom ikke ham ved, bare hun kom med noget, skulle han give hende
| fuld værdi for det. Derfor var det faldet hende ind den dag eller
| aften, da hun besøgte hjemmet i Skørpinge, at sætte sig i
| besiddelse af væverpigens fine kjole, som hun havde hørt om.  Da
| der ikke var nogen i huset, havde hun fundet nøglen og sat sig i
| besiddelse af kjolen og pengene. Dagen efter var hun gået til
| menneskevennen med det og fået det afskrevet på gælden, men fået
| for lidt for det, meget for lidt.  Karen trøstede hende med, at
| hun ville slå streg over det hele, men Line var lige utrøstelig.
| Omsider kom det frem, at dette var ikke det eneste tilfælde. Line
| havde også taget et stykke lærred fra en gårdmandskone i Sørby,
| og der var næppe nogen eftergivenhed at vente med mindre fuld
| erstatning blev lagt på bordet.  Her var gode råd dyre. Karen
| havde ikke penge af nogen betydning, og det gjaldt om at få rejst
| disse penge, så anmeldelsen om tyveri kunne blive taget tilbage,
| før politiet blev blandet i det eller rettere sagt, før politiets
| mistanke faldt på Line. Karen tænkte på at gå ud for at låne
| penge til det formål.  Ja, havde pastor Bojsen været hjemme,
| kunne det sagtens have gået, men det var han ikke, at gå til
| andre kviede hun sig ved. Hun skulle jo da fortælle, hvad pengene
| skulle bruges til, og det kunne hun ikke gøre.  Tilmed kunne folk
| blive fornærmet over at skulle hjælpe til med, at en tyv slap for
| straf. Det var umuligt for Karen at skaffe de nødvendige penge
| den dag, så der var kun at håbe på, at i morgen ikke blev for
| sildig.  Men det blev det alligevel. Næste dag ved middagstid kom
| en politibetjent for at afhente hende til vidneafhøring i en
| tyverisag. Samme dags morgen var landpolitibetjenten kommet til
| Lines bopæl, og spurgte hende ud om de to tyverier, og Line
| tilstod med det samme. Ja, så måtte hun følge med til arresten.
| "Men hvad med børnene," spurgte den grædende enke. "Dem tager vi
| med," svarede betjenten. En bondevogn blev tilsagt og hele
| familien drog afsted.  På vejen forklarede Line betjenten om
| Karens enestående tilbud, først at give afkald på al erstatning
| og siden at betale den anden bestjålne kone for hendes lærred. Da
| hun havde fortalt det hele, sagde betjenten: "Dette er den bedste
| løgnehistorie, jeg har hørt længe. Tror du virkelig, at du kan få
| nogen til at bide på den, at få folk til at tro, at et menneske,
| der er blevet bestjålet, siger kvit med tyven, så galt har man
| hørt før - om ikke set tit; men at samme menneske betaler andre,
| der også er bestjålet af samme tyv, nej, den går ikke." Ankommen
| til Slagelse kom Line i forhør, hvor hun gentog sin tilståelse og
| gav den samme forklaring som før til betjenten, men den lød så
| usandsynlig, at fuldmægtigen forlangte Karen i forhør. Line
| vidste, hvor Karen var at træffe der i byen. Men Karen fortalte,
| ligesom Line havde sagt.

| Hvor meget fuldmægtigen vendte og drejede sine spørgsmål, kom det
| samme resultat frem.  Der gik bud ind i et andet kontor efter
| birkedommeren selv, som også kom, men heller ikke han kunne få
| andet resultat frem. Et mærkeligt tilfælde, et højst mærkeligt
| tilfælde, men naturligvis, hvis den bestjålne kone ville tage sin
| anmeldelse tilbage så kunne han jo ikke have noget imod, at tyven
| slap for straf; men foreløbig måtte hun blive i arresten. Line
| græd så hjerteskærende, og Karen forstod, at det var hensynet til
| børnene, der trykkede hende.  Karen bad derfor om tilladelse til
| at tage børnene med sig hjem.  Atter stor forbavselse og
| indbyrdes rådslagning, men resultatet blev, at tilladelsen blev
| givet. Den egentlige årsag hertil var måske, at i arresten var
| der ingen lejlighed til at anbringe børn i.  Det blev ingen let
| gang for Karen den aften fra Slagelse til Skørpinge med de to
| søvnige børn, der var 2 og 1 år gamle. Hun måtte bære dem begge
| samtidig, men det oversteg hendes kræfter.  Hun måtte sætte sig
| i vejgrøften for at hvile. Da børnene omsider sov trygt, løste
| hun opgaven på den måde, at hun bar det ene barn et stykke frem,
| hvorefter hun lagde det i grøften, mens hun hentede det andet.

| Man skulle synes, at denne overmenneskelige anstrengelse måtte
| tage modet fra Karen, men tværtimod var hun så glad som aldrig
| før. Det var, som den rystelse, hun havde fået ved tyveriet havde
| rystet hende ind i de gamle folder igen. Det tvedelte sind
| mærkede hun ikke mere til, nu kunne hun hengive sig helt og fuldt
| til den nydelse at jævne vejen for sine medmennesker.  Med hensyn
| til sagens videre forløb gik det sådan, at konen fra Sørby ville
| tage sin anmeldelse tilbage mod fuld erstatning, 12 rdl. 3 mark 1
| skilling.  Karen tilbød at betale pengene, efterhånden som hun
| fik dem tjent, men dette tilbud blev ikke modtaget. Pengene på
| bordet først, der skal være orden i alle ting.  Karen måtte så ud
| at låne penge til dette tvivlsomme formål. Først gik hun til
| pastor Bojsen og satte ham ind i sagen.  Det var med varme og
| veltalenhed, hun forelagde sagen. Præsten blev grebet af hendes
| selvopofrelse, men skønt han gennemrodede sine lommer og andre
| gemmesteder, kunne han ikke finde penge nok til formålet. Så
| måtte Karen gå andre steder, men nu gik præsten med og optrådte
| som Karens kautionist. Så gik det.  Det var i stor spænding, at
| Karen bankede på den brøsige birkedommers dør.  Det var blevet
| aften og kontoret lukket. Birkedommeren i slåbrok og med lang
| pibe lukkede selv op: "Hvad i alverden er der nu løs.  Kan man
| ikke en gang få fred i sit eget hus. Hvad vil du?"

| Jo, hun kom med de penge til den bestjålne kone i Sørby, om
| birkedommeren ville tage imod dem til viderebesørgelse, og så
| løslade Line.

| "Nå, nå, det er væverpigen fra Skørpinge. Værs'go at komme
| nærmere. Ja, det er en mærkelig sag. Sig mig lille Karen - er det
| ikke Karen, du hedder - - nu vi er alene her. Hvad bevæggrund,
| hvilken tilskyndelse har du haft til at handle, som du gør her.
| Du er jo ikke i slægt med enken eller på anden måde knyttet til
| hende, så vidt jeg forstår?" Birkedommeren borede sit blik ind i
| Karens, for om muligt at finde skjulte, egoistiske bevæggrunde.
| Karen udholdt hans blik, mens hun søgte efter et passende svar.
| Der randt hende et i tanker, men det lød så brovtende, dog nej,
| han skulle have det.  "Jeg har altid lært, at man skal elske sin
| næste som sig selv; det vil sige, at endnu har jeg ikke lært det
| rigtigt." Det var birkedommeren, der først tog øjnene til sig.
| "Ja, jo, det er rigtig nok, men det er kun noget, man siger, det
| er umuligt at genemføre det i livet," svarede han.  "Den, der
| ikke gør alt, hvad han kan i den retning, mister glæden her i
| livet," svarede pigen.

| Birkedommerens stemme var blevet blød, han følte sig som en dreng,
| der havde fået en tiltrængt tilrettevisning af sin mor. Med et
| dårligt skjult suk sagde han: "Du er den lykkeligste af os to, men
| sig mig en gang, hvordan har du båret dig ad med at skaffe så mange
| penge, det må da ikke have været let for dig." Karen fortalte det.
| Birkedommeren tilbød af sin egen lomme at betale den gæld, som Karen
| havde pådraget sig i denne anledning. Dette afslog hun på det
| bestemteste, men hvis birkedommeren ville give Line lidt penge til
| at stive hende lidt af med, så ville det være godt.  Birkedommeren
| tilbød nu - atter af sin egen lomme - at udbetale konen fra Sørby
| den forlangte erstatning, så fik ågerkarlen da ikke fingre i disse
| penge. "Men forøvrigt skal jeg nok tales ved med den herre," føjede
| han til.  Med brev til arrestforvareren om Lines øjeblikkelige
| løsladelse tog Karen afsked med birkedommeren, som udviste den
| størst mulige hjertelighed overfor hende. Den glæde, som Karen følte
| den aften, var, følte hun selv, en meget stor erstatning for kjole,
| penge og anstrengelser denne sag vedrørende.

| Det blev ikke den eneste lejlighed, Karen fik til at hjælpe
| mennesker, men at udmale alle de enkelte tilfælde vil føre for
| vidt, og det ville i så fald også blive gentagelser i store træk.
| Hun hjalp med egne kræfter og egne midler så langt, hun kunne.
| Men ikke nok med det; hun opdagede efterhånden, at der var så
| mange mennesker, der kendte hende og hendes gerning. Der var
| velhavende folk i Slagelse, der på afstand fulgte hendes færd og
| beredvilligt stillede deres pengepung til hendes rådighed, så hun
| kunne række langt videre med sin hjælpsomhed.  En anden triumf
| fejrede hun midt i sommeren 1850.  Der var udbrudt en smitsom
| mavesygdom enkelte steder på egnen.  Særlig hårdt var Slagelse
| arresthus ramt. Arrestforvareren, hans kone og alle arrestanterne
| var syge.  Autoriteterne var i øjeblikket i forlegenhed.  Der var
| tale om, at Karen skulle passe arrestanterne.  Der lød advarende
| røster imod dette at sætte en så ung pige på en så udsat post,
| men distriktslægen og birkedommeren satte igennem, at det blev
| Karen.  Endskønt hun ikke tilstræbte at øve moralsk indflydelse
| på arrestanterne og endnu langt mindre havde påbud eller instruks
| derom, viste det sig, at hun havde betydelige evner i den
| retning.  Det var ikke ved at prædike eller formane, men ganske
| simpelt ved at tage del i deres skæbne og ved at hjælpe dem så
| vidt de snævre forhold tillod. Måske også hendes egen faders
| skæbne stod for hende. At hans åndelige styrke var nedbrudt under
| fængselsophold i hans ungdom var uden al tvivl, dette skulle ikke
| ske med disse, der var overladt til hendes omsorg. Det blev dog
| overfor de ældre og mere forhærdede arrestanter, at hun kom til
| at udøve sin største mission. Der var nogle, der havde tilbragt
| perioder af deres liv i forskellige arrester og fængsler, men
| aldrig havde de haft en lignende plejerske. Alle kappedes om
| hendes gunst, og da de mærkede, at det glædede hende, når de
| tilstod, hvad de var mistænkt for, blev der en lang række af
| tilståelser på kort tid. De tilstod undertiden ting, som de slet
| ikke var sigtet for, bare for at komme til at stå så rene i
| hendes øjne som muligt. Det blev siden opgjort, at de ca. 4 uger,
| Karen havde arbejdet i arresthuset, var politiets arbejde
| formindsket med over halvdelen.

| Krigen gik det stadigt småt med. Der havde været våbenstilstand
| siden Fredericiaslaget, og folk længtes efter en afgørelse. Nu så
| det ud til, at der ville ske en ændring. Tyskerne var også ved at
| blive kede af krigen og trak sig tilbage; nu var der kun
| oprørerne tilbage, dem kunne vi nok magte.  Hans var i
| mellemtiden forfremmet til sergent. Allerede efter
| Fredericiaslaget havde han fået Dannebrog korset, indtillet
| dertil af delingen, han stod ved.  Nu var det, som man øjnede en
| afslutning på krigen, når den sidste store opgørelse havde fundet
| sted.  Atter var der stor spænding rundt om i landet, hvor man
| havde pårørende, der kunne ventes at komme med. Også Karen var i
| spænding, og hun mente selv med god grund, hun kendte Hans' store
| pligtfølelse, der forbød ham at tage hensyn til sig selv i farens
| stund.  Atter blev hendes bønner mere brændende for Hans' skæbne,
| for fædrelandets skæbne, for alle mennesker, der var i nød og
| fare.

| Det var nu over midten af juli måned 1850. Nervøsiteten tiltog
| fra dag til dag. Man vidste, at hæren nu var på march ned gennem
| Slesvig og en dag før eller senere ville støde sammen med
| oprørerne. Hvordan ville det gå? Den 25. juli fik Karen brev fra
| Hans, hvor han skrev, at i løbet af få dage (brevet havde været 3
| dage undervejs) ville sammenstødet finde sted, og der kunne ingen
| tvivl være om udfaldet. Hele den danske hær var besjælet af mod
| og lyst til at gøre sin pligt, selvom det skulle koste livet.
| Endskønt det ikke var tilstræbt i brevet, kunne Karen læse
| imellem linierne, at Hans også var i spænding. Der var en
| alvorlig undertone i brevet, som det måske blev det sidste.

| Efter læsningen af dette brev, blev Karen så angst at hun ikke
| kunne passe sit sædvanlige arbejde. Hun følte en så stærk trang
| til ensomhed, at hun søgte ud på marken og slog sig ned i en tør
| vandrende inde i en rugmark. Hun havde en anelse om, at slaget
| stod netop i dag (hvad der også var tilfældet). Her, hvor hun var
| alene med sig selv, med naturen, med Gud, fik hendes beklemte
| hjerte luft i bøn. Hun bad for sin ven og for den danske sag, og
| lagde hele sin sjæl i bønnen - dog nej - det var ikke hele sjælen
| hun fik med i "ske din vilje.." Hun prøvede atter og atter.

| Tilsidst fandt hun på at bede om kraft til det også. Da syntes
| hun, at det hjalp, nu var hun i stand til at tage imod ethvert
| budskab, der måtte komme.  Næste morgen gik hun til Slagelse,
| sikker på at der i dag ville komme nyheder, og ganske rigtig var
| der meddelelse om at det store slag havde stået og vore folk
| sejret, men også den bitre pille, at der var 3 a 4000 døde og
| sårede. Henimod middag begyndte der at komme opslag ved posthuset
| over døde.  Der var en trængsel ved opslagene, så folk var ved at
| træde hinanden ned. En praktisk mand tog sig på at læse navnene
| højt, så hele forsamlingen kunne høre det. Det tog lang tid.
| Efterhånden kom også navnene på de sårede imellem de døde. Time
| efter time gik, og stadig kom der nye lister. Der var så stille i
| den store forsamling, kun af og til hørtes en undertrykt hulken.
| Hvad der også gjorde det senere var, at der kom adskillige
| gengangere fra tidligere ankomne lister. Fejltagelser var
| tilgiveligt i det hastværk, listerne var affattet i. Karen var
| efterhånden kommet i en tilstand, hvor hun hørte og alligevel
| ikke hørte; hun var ikke sikker på, om hun alligevel ikke havde
| overhørt hans navn. Den uafbrudte lange anspændelse trættede. Det
| var blevet aften og oplæseren havde møje med at se navene. Da
| hørte hun tyde ligt: "Sergent Tjæreby letsåret". Karen spurgte,
| om hun hørte rigtigt. Da dette blev bekræftet, udbrød hun: "Gud
| ske lov da."

| Hun vaklede ud af trængselen, men faldt omkuld. Hun kom til sig
| selv ved, at nogen stænkede vand i ansigtet på hende. Nu da
| spændingen var overstået, vendte kræfterne tilbage, og hun kunne
| søge hvile.  Allerede dagen efter fik hun et kort brev fra Hans.
| Han var såret af et bajonetstik igennem venstre overarm. Det var
| meget smertefuldt, men absolut ufarligt og i løbet af nogle få
| uger helt overstået.  Atter steg Karens humør mange grader. Nu
| var der håb om, at krigen var sluttet og dermed også udsigt til
| bryllup. Der begyndte dog at blande sig betæn keligheder i hendes
| fremtidsdrømme. Hvordan var Hans nu?  Det var sikkert ikke den
| samme Hans, der drog af sted for - ja, hvor længe var det nu
| siden - halvtredie år kun - hun syntes, det måtte være meget
| længere. I den tid var han blevet opøvet i at byde og kommandere.
| Og hende selv. Havde hun ikke forandret sig - jo, sikkert. Var
| det til det bedre? Nej, absolut ikke. Hun havde også lært at
| sætte sin vilje igennem, og det var måske ulykken. Hun mindedes
| ordsproget om to hårde møllesten.  Nå, der var ikke tid til
| grublerier. Hun ville dog alligevel ikke undvære den tid, om den
| også sommetider havde været drøj nok.

| Det var atter høst. Det kneb i år mere med arbejdskraft end
| nogensinde før, og vejret var ustadigt. Dertil kom den ulempe, at
| det var alle de våbenføre mænd, der nu var indkaldt, men det var
| samtidig også dem, der skulle svinge leerne derhjemme. Pastor
| Bojsen havde en dag i forbigående beklaget sig over dette
| forhold, og Karen havde resolut tilbudt sin hjælp et par dage,
| som hun kunne afse dertil. Hun havde før i en snæver vending
| brugt le, og det kunne hun igen.  Kort fortalt. Karen stillede en
| morgen i præstegården og fik et mejered stillet sammen, og gik
| sin skår med hele dagen. Næste dag var det værre, det var næsten,
| som hun var radbrækket, men mandfolkene trøstede hende med, at de
| havde de samme kvaler på anden dagen. Det var omsider blevet
| midaften (vesperkål), lidt sent ganske vist, fordi præstefruen
| var alene om alt arbejdet derhjemme også tillavning af den store
| madkurv, der skulle i marken.  Drengen, der kom med kurven
| fortalte, at der var kommet en eenarmet soldat og gået ind, da
| han gik ud af præstegården. Drengen havde tydeligt set det tomme
| ærme daske for vinden. Nå ja, det var vel en stakkels invalid,
| der gik og tiggede.

| Man lejrede sig i skyggen af en travehob, og lod madkurven
| vederfares retfærdighed. Da pludselig, uden at nogen anede det,
| stod Hans foran dem og sagde "velbekomme". Det kom så uventet, at
| det næsten virkede lammende på Karen, men det var dog kun
| sekunder, at det drejede sig om. Hun sprang op og slog armene om
| halsen på ham, fuldstændig forglemmende den blufærdighed, der
| forbyder bønderfolk, at øve kærtegn selv mod deres nærmeste i
| andres påsyn; man fandt dog siden, at det nok kunne forsvares, da
| de dog næsten var at betragte som hævet op over bondestanden.
| Men - sikken en kraftkarl, han var blevet. En af præstens
| tjenestepiger kom til at tænke højt, idet hun udbrød: "Ih, hvor
| er han køn." Dette var også Karens opfattelse, men det var godt,
| at også andre kunne se det.  Præsten og fruen kom nu også til for
| at deltage i gensynsglæden. Den gladeste af dem alle var dog vist
| præstens Jutta, som benede ind til byen og kom tilbage med lille
| Tullemor; siden hentede hun også lille Jørgen. Samtidig havde hun
| fundet lejlighed til at meddele folk, at "væverpigens kæreste er
| kommet hjem, han er ude i vor mark, og det er så morsomt, så
| morsomt".

| Hans havde imidlertid fortalt, at en af hans højere foresatte
| havde tilbudt ham en plads som skovfoged i en af statens skove,
| hvad denne officer havde bemyndigelse til. Han havde også tilbud
| om, at blive fast ansat underofficer i hæren, men det syntes han
| ikke om.  Alt dette virkede helt overvældende på Karen, og hun
| måtte gang på gang spørge sig selv: er dette drøm eller er det
| virkelighed. Er det ikke mig, der er blevet skør og oplever en
| lykke, der slet ikke eksisterer.

| Årsagen til Hans' pludselige opdukkende var, at han hurtig var
| blevet oppegående patient på lazarettet, hvor han lå. Nu
| ræsonnerede han som så, at han lige så godt kunne gå derhjemme
| med den dårlige arm, som kun krævede tid for at komme sig. På
| hans ansøgning om orlov, havde han fået samtykke, imod at han med
| mellemrum skulle stille hos distriktslægen i Slagelse for at få
| forbindingen skiftet. Denne havde allerede henvist ham til
| væverpigen, det kunne hun ligeså godt besørge som han selv.
| Naboer, genboer, ja også fjernere boende begyndte at komme til.
| Her var da lejlighed til at få nysgerrigheden tilfredsstillet
| angående enkeltheder om det store slag ved Isted. Sådan en mand
| måtte sikkert have noget at fortælle. Derfor smed man, hvad man
| havde i hænderne og skyndte sig om i præstemarken. Nu foreslog
| præsten, at allesammen skulle gå hjem i den skyggefulde
| præstehave, så kunne Hans fortælle om slaget.

| Til tonerne af "Dengang jeg drog af sted" drog hele processionen
| med Hans og Karen i spidsen ind i haven, hvor der et øjeblik
| efter var et improviseret folkemøde i gang med Hans som
| hovedtaler, men Bojsen beyttede også lejlig heden til en af sin
| store fædrelandskærlighed båret begejstret national tale.
| Sluttelig sang man, som kun Skørpingerne kunne synge, Ingemanns
| aftensange, der da var forholdsvis nye.  Senere på aftenen
| foreslog præsten de unge at benytte tiden til at holde bryllup.
| "For jeg skal sige jer, det er i værk, at jeg skal forflyttes til
| Sønderjylland, og jeg ville gerne se jer gift og hjemfaren
| forinden." Man aftalte nu formaliteternes ordning.  Kongebrevet
| skulle præsten nok få ordnet. Hans, der var soldat, skulle have
| sin afdelings samykke, dette kunne ske skriftligt.  Det var
| derfor næsten før de unge selv vidste af det, at de stod foran
| deres bryllupsdag.

| De unge havde selv ønsket et stille bryllup, det passede bedst
| efter deres forhold, men præstefolkene var af en an den mening.
| Her var der lejlighed til at få sagt disse to prægtige mennesker
| tak for deres indsats i fædrelandets tjeneste, udført på hver sin
| måde.

| Gildet skulle stå i præstegården, hvor brudgommen havde boet
| siden sin hjemkomst.  Præsten bekendtgjorde, at alle var
| velkomne, og han føjede nogle ord til om, at her var en lejlighed
| til at få sagt tak til brudeparret eller én af dem, hvis man
| følte trang dertil. Som skik var den gang sendte de, der ønskede
| at komme med, "foring", d.v.s.  madvarer et par dage i forvejen.

| Det var ikke fri for, at præstefruen gruede for festens omfang at
| dømme efter madvarernes mængde, der strømmede ind. Foruden
| spisekammer og kælder måtte hun afse to stuer til mad. At holde
| gildet indendørs måtte opgives, man kom til at stole på vejret og
| holde det i haven. Foruden maden, der kom, meldte der sig så
| megen frivillig hjælp som der var brug for, ja, endda mere til.

| Brylluppet var berammet til en søndag eftermiddag efter
| gudstjeneten. Kirken var meget for lille efter forsamlingens
| størrelse. Præsten foretrak da at gøre ceremonien i kirken så
| kort som mulig og holde den egentlige brudetale i haven. Der blev
| stillet en intermistisk talerstol op med en sofa fra stuerne
| foran til brudefolkene. Alt hvad der kunne skrabes sammen til at
| sidde på blev benyttet, men det forslog så lidt. Størsteparten
| måtte sidde, stå eller ligge på jorden. I forsamlingen sås
| adskillige honoratiores, f.eks. distriktslægen og birkedommeren
| fra Slagelse. En officer i galla var der også. Man lagde mærke
| til, at brudgommen, der var i uniform - helt ny endda - gjorde
| stram honnør, før de vekslede håndtryk. Forsamlingen bestod
| ellers af folk fra et stort område, folk, som Karen var kommet i
| berøring med mere eller mindre.  Mens de forskellige
| forberedelser blev truffet, havde brudeparret travlt med at takke
| for lykønskninger. Folk var enige om, at det var et ualmindelig
| kønt par. Han var, som allerede nævnt, i helt ny uniform med
| Dannebrogskorset på brystet, og hun i en brun hvergangskjole
| efter samme mønster som hin i sin tid bortkomne. Den gang var det
| endnu ikke skik, at bønderpiger optrådte i sort, langt mindre i
| hvid kjole.

| Da forberedelserne var til ende og en bryllupssalme sunget,
| besteg Bojsen talerstolen og bød forsamlingen velkommen. Som
| tekst ville han benytte det ord af Jesus: "Alt, hvad I har gjort
| mod en af disse mine mindste små, har I gjort mod mig." Præsten
| udviklede nu nærmere, hvor vanskeligt og alligevel hvor let dette
| ideal er at leve efter. Men der skal en særlig indstilling til,
| for at det kan blive let. Det er ikke alle, der har fået denne
| indstilling i vuggegave, men vi har alle ærbødighed over for den
| indstilling. Ærbødighed over for den eller dem, der går i Jesu
| fodspor og af et oprigtig hjerte søger at  efterligne ham. Dermed
| er ikke sagt, at disse mennesker er fri for synd "Alle mennesker
| er syndere," som han sagde, biskoppen "selv jeg, som er biskop,
| er ikke ganske fri" (munterhed).  Forøvrigt skal vi mennesker
| vogte os for at bedømme andres synd. Den alen, vi bruger at måle
| med, er ikke den samme, som Gud bruger; om hans er kortere eller
| længere end vor, véd vi ikke.  Som den store folketaler, pastor
| Bojsen var, gik han nu over til at tale om forskellige ordsprog,
| og anvendte dem på Karen: "Som man reer, så man lig ger", "Hvad
| man sår, skal man høste", "Vær din egen lykkes smed" o.l.

| Præsten sluttede denne del af sin tale med at bringe hende sin
| personlige tak, fordi han havde fået lov til at hjælpe hende i ny
| og næ, også tak, fordi jeg så tit har følt mig beskæmmet i din
| nærhed. Henvendt til forsamlingen spurgte han: "Jeg tror, at jeg
| også taler på andres vegne, når jeg nu siger: Tak Karen|" Et
| bragende bifald fra forsamlingen var svaret, han fik.  Da
| bifaldet stilnede af, påbød præsten tavshed ved at klappe i
| hænderne. Det blev dødsstille med undtagelse af en kvindes
| hulken. Dette var alt for overvældende for Karen, hun måtte have
| luft på en måde. Jo, der hørtes også et barns pludren. Det var
| Tulles udtryk for glæde. Hun sad på sin moders skød. Der var
| nogle, der havde ment, at det ikke var passende at have barnet
| med ved denne lejlighed; men har var Karen stædig, hun ville have
| sit barn hos sig.  Præsten fortsatte sin tale: "Men hermed er vor
| taknemlighedsfølelse ikke udtømt. Den Mand, som du har valgt til
| din ledsager for livet, skylder vi også tak. Han har stillet sit
| liv til fædrelandets tjeneste, det er der mange andre, der har
| gjort, og vi skylder dem alle tak derfor. Der er imidlertid
| tegn på, at du i særlig grad har været vor fælles moder, gamle
| Danmark, en god og uforfærdet søn. Dit Dannebrogskors, din
| hurtige karriere, og dit blødende sår taler et tydeligt sprog.

| Præsten gik nu over til at udmale, hvilken lykke det er for et
| land at have sådan en søn, også som eksempel for alle, men mest
| for den opvoksende slægt.  Atter sluttede han med at spørge
| forsamlingen, om han havde den med sig, når han nu sagde tak.
| Atter jubel.

| Da præsten forlod talerstolen, var der en stemme i forsamlingen,
| der spurgte, om der var andre en præster, der måtte prædike i
| denne kirke. - Jo, ordet var frit.  Det var distriktslægen, der
| også følte trang til at sige Karen tak for den hjælp, hun havde
| været for ham og ikke mindst for patienterne. Han fremdrog
| eksempler på, hvorledes dødsyge mennesker var blevet oplivet ved
| at komme under "væverpigen"s kloge og kærlige behandling.  Mod
| slutningen af sin tale sagde han: "Og nu vil jeg ønske Dem en god
| og lykkelig fremtid, madam Tjæreby for Dem og Deres mand." Han
| havde altid sagt "du" og "Karen". Dette var altså tegnet på, at
| hun nu betragtedes som hævet op over bondestanden, hvad hun
| aldrig havde følt attrå efter.

| Også birkedommeren følte trang til at sige tak. Også han fortalte
| træk, som godtgjorde, at Karen havde ualmindelige evner i
| kriminalistfaget. Han beklagede, at hun nu kom ind i forhold,
| hvor hun ikke får brug for disse evner.  De skulle efter hans
| mening være arrestforvarerfolk, men hvis de en gang i fremtiden
| ville skifte livsstilling o.s.v.

| Derefter kom den før omtalte officer, en præstesøn fra egnen, der
| som frivillig gjorde tjeneste ved samme kompagni som Hans. Også
| han var lige kommet hjem på orlov og samtidig repræsenterende
| afdelingen ved denne lejlighed.  Han tog forsamlingen med storm,
| da han med lune fremførte sin tale: "Jeg vil begynde med at
| erkende en fejl, som jeg er i besiddelse af: jeg er misundelig,
| men kun på Dem, sergent Tjæreby. Jeg har misundt Dem for Deres
| forhold til mandskabet, der gør, at det altid hænger ved Dem som
| ingen andre. Jeg har også misundt Dem for Deres forhold til de
| overordnede derved, at De altid har fået Deres vilje sat igenem.
| Jeg har også misundt Dem for Deres mod og koldblodighed, når det
| gik mod fjenden. Kort sagt, jeg har altid misundt Dem, men dog
| aldrig så meget som i dag. At sige at Deres brud er en engel fra
| himlen ville vel blive opfattet som profant, endskønt det må være
| det sandeste udtryk, efter hvad jeg har hørt i dag, men når jeg
| nu afdæmper udtrykket og siger, at det i det mindste må være en
| engleunge, så har jeg da ikke sagt for meget."

| Han kom nu ind på at fortælle træk fra feltlivet, som
| illustrerede Hans' mange egenskaber som soldat og befalingsmand.
| Han sluttede med at sige: "Da det rygtedes ved kompagniet -
| gennem Deres ansøgning -, at De stod i begreb med at gifte Dem,
| blev vi enige om, at jeg skulle overbringe Dem kompagniets
| lykønskning, og som et synligt og føleligt bevis på vort sindelag
| for Dem, fik jeg en pung med til Dem. En pung, som vi alle fra
| majoren til den yngste rekrut, har været med til at fylde. Der
| skal være 25 rdl. - Værs'god|"

| Derefter stod Hans op og takkede for den store hyldest, som var
| helt ufortjent. Hvis - men også hvis - de hver for sig havde ydet
| noget ud over det almindelige, da havde de det ikke af sig selv,
| men som gave fra Gud, og det var derfor til ham, at takken skulle
| rettes. Følelsen var ved at overvælde ham, da han sagde: "Tak,
| allesammen! Tak!" Præsten bemærkede sig, at Hans ikke var uøvet
| som taler og at han var helt fri for den stødende kommandotone,
| som mange militærpersoner henfalder til, når de skal tale
| offentligt.  Nu var folk trætte af at sidde og stå, ja, måske
| også af den megen åndelige føde, der var serveret for dem. Det
| var også blevet sent midaften. Der blev stillet et langt bord ud
| i haven, og maden stillet an på dette.

| At sidde til bords i egentlig forstand, kunne der ikke være tale
| om, det var der for mange til. Nej, man gik hen til bordet og
| forsynede sig med et hønselår, en humpel flæsk, et stykke røget
| ål eller et æg eller to, alt efter smag og behag og trak sig
| tilbage med det, mens man fortærede det. Man rynker måske på
| næsen nu af en sådan servering uden tallerken, kniv og gaffel,
| men den var meget naturlig den gang. For bønder var de nævnte
| redskaber luksus. Skulle man endelig bruge en kniv, havde alle
| mandfolk deres lommekniv ved hånden. Mad var der nok af - god
| mad. Man kunne da sagtens gå hen til bordet og forsyne sig
| yderligere og derefter trække sig tilbage til græsplænen eller
| havegangen, hvor man nu havde slået sig ned, og der hengive sig
| til nydelsen af den gode mad.  Kun til brudefolkene og deres
| nærmeste samt til standspersonerne var der dækket et bord.

| Den, der nød festens glæde mest, var sikkert Søren væver, som han
| hed nu (førhen Tolle-Søren). Det var næsten ufatteligt for ham,
| at han, det tidligere almisselem og skumpelskud pludselig var
| blevet midtpunkt eller næsten midtpunkt i sådan en strålende
| fest.  Birkedommeren og de andre store havde trykket ham i
| hånden, og stadig kom der folk, som han ikke anede, hvem var, som
| hilste på ham, som han var deres ligemand og ikke den elendige
| stodder, som han i grunden dog var.  I forbigående hørte han en
| dame spørge en anden, hvem den pæne, ældre mand var og fik til
| svar, at "det skal være brudens fader." "Nå, ja, det kan man da
| også se, han ligner hende meget. Da træskomandens fra Tjæreby kom
| og lykønskede ham, brast han i gråd af bare glæde.

| En købmand fra Slagelse, der var kørende, havde allerede på et
| tidligere tidspunkt, da han vejrede stemningen, sendt sin karl
| hjem med køretøjet for at hente ingredienserne til en meget stor
| punchebolle, og nu mens solen forsvandt i vest, kom den dampende
| drik på bordet.  Det var som den fortættede feststemning nu fik
| luft i skåltaler og hurraråb.  Der blev drukket skåler for
| brudeparret, for brudens fader, for præsten, for alle, som havde
| bidraget til festen på en eller anden måde. Skål for kongen, for
| soldaterne, skål for hele verden| Hurra| Hurra| Hurra| Ind
| imellem sang man Ingemanns aftensange.

| Hans og Karen havde listet sig bort fra det larmende selskab og
| stod skjult af en hængeask tæt omslynget og betragtede det gyldne
| aftenskær i vest. De var så overfyldt af indtryk fra denne
| bevægede dag, at de ikke nænnede at bryde tavsheden og dermed
| stemningen, som situationen skabte. Stilheden blev imidlertid
| brudt af klokkeren, der af bare festiver havde glemt at ringe
| solen ned, men nu huskede sin pligt.  Karen spurgte: "Véd du,
| Hans, hvad jeg er så uendelig glad for i dag." "Ja, jeg kan vel
| nok gætte det. Det samme, som jeg er glad for." "Fordi vi ikke
| fik lov til at bestemme vor egen skæbne, så havde vi ikke oplevet
| denne dag," sagde Karen, og hun vedblev: "Kan du forresten huske
| i aften for tre år siden?" "Hvad var der da," spurgte han.  "Ude
| i Trines tørvemose," svarede hun.  --- Mens bedeslagene rungede i
| den stille sommeraften, sagde disse to mennesker tak for, at
| livet ikke havde formet sig efter deres hoved.